Førsteholdet

– Det bliver svært, men vi tror på os selv

Cheftræner Albert Capellas satte på onsdagens pressemøde ord på opgøret mod italienske S.S. Lazio, som i morgen gæster MCH Arena i Europa League-gruppespillet.

14/09/22
Christian Rothausen
Foto: FC Midtjylland

Torsdag venter en stor europæisk aften på MCH Arena, når S.S. Lazio er modstanderen på hjemmebanen i Herning.

Serie A-ekspert giver indblik i Lazio

Forud for opgøret mødte Albert Capellas pressen, hvor den catalanske cheftræner satte ord på mødet med det italienske storhold.

– Jeg forventer, at vi fortsætter med de gode ting, vi gjorde mod FC Nordsjælland. Her var vi aggressive, pressede fremad og havde god kvalitet på bolden samt stod tæt sammen i kæderne. Det er noget, vi skal fortsætte med og med al sandsynlighed også gøre endnu bedre mod Lazio, hvis vi vil have noget med fra kampen, sagde Albert Capellas og fortsatte:

– Vi fortsætter med at udvikle os, og jeg håber, vi kan spille en god kamp. Lazio er en meget god modstander, men forhåbentlig kan vi kæmpe med om sejren, selvom vi er bevidste om, at det bliver svært.

– Vi kan gøre det svært for dem

FCM-cheftræneren lægger ikke skjul på, at S.S. Lazio er et hold af utrolig høj kvalitet.

– Vi taber aldrig en kamp, før vi er gået ind til den. Selvfølgelig ved vi, de har meget erfaring i Europa, spiller i en stor liga og har gode spillere, men jeg ved også, at hvis vi har en god dag, kan vi gøre det svært for dem, sagde Albert Capellas og fortsatte:

– Lazio har mange gode spillere. De har stor kvalitet fremme med Felipe Anderson, Ciro Immobile og Luis Alberto, og vi skal være vågne i forhold til at dæmme op for dem.

– Men når jeg ser på mit hold, ser jeg også gode spillere, hvis kvaliteter jeg synes godt om. I sidste ende er det den næststørste turnering i Europa, og derfor vil du møde gode spillere i alle kampe.

Torsdagens kamp starter kl. 18.45, og du skal være hurtig, hvis du vil skaffe billet til opgøret.

Ekstra pladser frigivet til Lazio-kampen