Førsteholdet

– Det får jo følelserne frem i alle

Henrik Jensen sætter ord på den dramatiske sejr mod SønderjyskE og roser holdet for en stærk offensiv præstation.

25/10/21
Jens Risom
Foto: Getty Images

Der var dramatik for alle pengene søndag aften på MCH Arena, hvor FC Midtjylland sikrede sig de tre point med en scoring i det 96. minut, da Mads Hansen gjorde det til 3-2.

Blot fem minutter inden da havde SønderjyskE udlignet, så det var en følelsesmæssig rutsjebanetur for de 8.500 fremmødte tilskuere og på sidelinjen i trænerteamet i de døende minutter.

– Vi nåede lige at få følelsen af, at vi havde smidt sejren – en sejr, der aldrig burde have været tvivl om, fortæller assistenttræner Henrik Jensen.

Blandt de 11 startende FCM-spillere i går var hele syv af dem produkter af akademiet i Ikast, og det vækker glæde, at netop en tidligere akademispiller stod for den sejrsgivende scoring.

– Det var jo helt fantastisk at se en akademispiller i Mads Hansen, som kommer fra Ikast, komme ind og score det afgørende mål fem minutter inde i overtiden. Det får jo følelserne frem i alle, smiler Henrik Jensen, som også fremhæver indskifternes betydning for kampens udfald.

– Det er fedt, at vores indskiftere kom ind og gjorde en stor forskel. 3-2-målet kom jo også efter et godt indlæg fra Awer, og det er bare vigtigt, at vi har så mange kvalitetsspillere, der kan gå ind og være med til at afgøre kampene.

Højeste xG i sæsonen

FC Midtjylland kom hurtigt bagud i første halvleg, inden Evander udlignede kort før pausen. Et kvarter inde i anden halvleg bragte Erik Sviatchenko hjemmeholdet i front, og på det tidspunkt syntes kampen lukket, da FCM styrede slagets gang og skabte mange chancer.

Det vidner de bagvedliggende tal om. Ifølge OPTA, som leverer statistik til fcm.dk og FCM-appen, producerede FC Midtjylland 3,88 Expected Goals mod SønderjyskE. Det er den højeste xG-værdi i sæsonen indtil videre.

– Vi fik bragt tempo ind i kampen og havde en meget levende offensiv. Vi forsøgte hele tiden at komme under modstanderen og ind i de områder, vi gerne ville i forhold til at skabe målchancer, fortæller Henrik Jensen.

I den anden ende skabte SønderjyskE 1,53 Expected Goals i løbet af de 90 minutter.

– Vi vidste, at vi skulle være klar på deres omstillinger, og det synes jeg, at vi løste fornuftigt langt hen ad vejen. Vi formåede at gøre det til en kamp, som vi dominerede. Det var også planen, men så er det klart, at vi ærgrer os over, at vi ikke lukkede kampen tidligere. Det var unødvendigt at lukke dem ind i kampen igen. Skarpheden skal være en tand bedre, påpeger assistenttræneren, som opsummerer:

– Det tager dog ikke noget væk fra præstationen. Vi præsterede en rigtig god kamp, og det glæder vi os over og er selvfølgelig meget tilfredse med de tre point.

Sejren over SønderjyskE betyder, at FC Midtjylland nu fører 3F Superliga med seks point ned til FCK.

Mads Hansen: Forløsning at score, men vigtigere at få tre point

Vigtigt program forude

Det intense kampprogram med opgør i 3F Superliga, Sydbank Pokalen og Europa League fortsætter i fuldt tempo i de kommende to uger.

Her venter der en vigtig periode med fire kampe mod henholdsvis AaB, Randers, Røde Stjerne og AGF, inden der igen er landskampstermin.

– Det er jo fire vigtige kampe i tre forskellige turneringer, og det skal vi kunne håndtere. På torsdag er det vind eller forsvind i pokalen. Det bliver en vanskelig kamp mod et formstærkt AaB-hold, og så kommer der liga- og Europa League-kampe kort efter, siger Henrik Jensen og afslutter:

– For os er det bare vigtigt at holde et skarpt fokus på den næste kamp. Nu får vi evalueret godt på SønderjyskE-kampen, og så bliver fokus rettet mod torsdag, for pokalturneringen er en høj prioritet for os.

Torsdagens pokalkamp mod AaB spilles hjemme på MCH Arena kl. 19.45.

Europa League
onsdag 25/9 kl. 21:00
FC Midtjylland FCM
TSG Hoffenheim HOF
MCH Arena
Se program og køb billet