Førsteholdet

Det italienske nationalstadion venter

Torsdag aften står FC Midtjylland over for en stor opgave, når Lazio venter på det historiske Stadio Olimpico i Rom. Bliv klogere på det italienske nationalstadion nedenfor.

27/10/22
Christian Rothausen
Foto: Daniel Stentz

For 69 år siden åbnede Stadio Olimpico – det italienske nationalstadion i Rom. Faktisk startede byggeriet allerede i 1928, men først i 1953 stod den ikoniske arena færdig som følge af 2. verdenskrig.

Capellas før storkamp i Rom: Stiller os ikke ned

Stadionet er primært kendt for at huse det italienske landshold og de to Rom-ærkerivaler fra SS Lazio og AS Roma, men derudover rummer arenaen også en lang og traditionsrig historie.

Politisk baggrund

I sin spæde start gik sportsarenaen under navnet “Stadio dei Cipressi”, og bag byggeriet stod den italienske leder og fascismens grundlægger, Benito Mussolini, som havde udset sig sportens potentielle magt til at opnå politiske og ideologiske ambitioner.

Stadionet er en del af “Foro Italico”, som er et berømt italiensk sportskompleks, der blandt andet også indeholder en stor tennisarena og et olympisk svømmestadion. Alt sammen bygget under fascismens fremtog i 1920-1930’erne.

Åbningskampen på Stadio Olimpico i 1953 bød på et opgør mellem Italien og Ungarn på det dengang 100.000 sæder store stadion. Sidenhen er antallet af tribuner faldet til 72.698 på grund af større sikkerhedskrav, hvilket gør Lazio-hjemmebanen til det næststørste fodboldstadion på italiensk jord.

Lang sportshistorie

Stadio Olimpico har en lang og traditionsrig historie for idræt. Under OL i Italien i 1960 var arenaen vært for både åbnings- og afslutningsceremonierne samt diverse atletikkonkurrencer på den løbebane, som stadig er en del af arenaen dags dato.

I 1968 var stadionet centrum for både bronzekampen og finalen under EM i fodbold. Her endte værtsnationen Italien ud som verdensmestre efter en 2-0-sejr over Jugoslavien efter omkamp.

I 1990 stod Italien for verdensmesterskaberne i fodbold, men på daværende tidspunkt trængte Stadio Olimpico alvorligt til en renovering. Det medvirkede til, at tribunerne blev bygget tættere på banen, mens stadionet også blev udstyret med tag.

Så sent som i 2021 var Stadio Olimpico vært for åbningskampen til fodbold-EM, ligesom der også blev spillet tre yderligere kampe på nationalarenaen undervejs i turneringen.

På klubplan har Stadio Olimpico ligeledes ageret vært for en lang række store finaler – heriblandt fire Champions League-finaler. Senest i 2009 da FC Barcelona slog Manchester United med 2-0.

Anderledes fakta

Som forklaret ovenfor har Stadio Olimpico en lang og traditionsrig sportshistorie. Det er dog ikke alle, som kender til nedenstående fortællinger om det store stadion i Rom.

Bag stadionets mure er der hele fire omklædningsrum: Et til Roma, et til Lazio, et til det italienske landshold og så også lige et til det respektive udehold. I morgen vil FC Midtjylland klæde om i sidstnævnte.

Lazio-træner Maurizio Sarri er i øjeblikket utilfreds med banens tilstand. “Plænen på stadion er ikke i ordentlig stand, og for os er det et betydeligt problem,” sagde den karismatiske fodboldtræner under onsdagens pressemøde om det græstæppe, som FCM-spillerne skal betræde i aften.

Stadionet er ejet af  Den Italienske Nationale Olympiske Komité. Derfor har både Lazio og Roma også svært ved at få tiltag igennem, når det for eksempel gælder det føromtalte græstæppe. Af samme grund har Lazio-præsident Claudio Lotito ad flere omgange undersøgt mulighederne for at få et nyt stadion.

Hvis du tilgår denne artikel på en webbrowser, kan du nedenfor se billeder fra Stadio Olimpicos indre og ydre.