Efter Oliver Sørensens mål i det 25. minut udviklede kampen på Cepheus Park i Randers sig til en uskøn affære, hvor en solid defensiv og redninger af Jonas Lössl i sidste ende sikrede de tre point.
Til trods for, at det blev en krigerkamp, var det en glad målmand, der satte ord på sejren og den defensive præstation.
– Hvis man vil vinde et mesterskab, skal man vinde sådan en kamp her mod Randers en mandag aften. Til trods for, at det åbenlyst ikke var hverken optimalt på kvalitet og på spil, så er jeg meget glad for den måde, vi kan krige den hjem på.
Ligesom den seneste kamp mod FCK formåede midtjyderne at holde nullet, hvilket ifølge Lössl giver selvtillid til de kommende kampe.
– Vi holdt jo et nul igen, hvilket er rigtig dejligt at få et par af ind på kontoen. Det styrker selvtilliden for hele defensiven, at vi kan det. Det kan vi, fordi vi har et godt sammenhold og alle arbejder benhårdt.
Kan selv afgøre det
Med sejren over Randers, kan holdet nu selv afgøre, om de går ind til Mesterskabsspillet som nummer et. Det vil ske med en sejr over Vejle på søndag på et udsolgt MCH Arena.
Lössl glæder sig til en kamp i en fantastisk kulisse, og er samtidig glad for, at holdet selv kan afgøre, om de topper 3F Sugerliga efter sidste kamp i Grundspillet.
– Nu kan vi selv styre, om vi går ind i slutspillet som nummer et. Det vil være et rigtig godt grundlag fremover. Vi er oppe imod to rigtig gode hold, så vi skal skrabe alle de point sammen, vi overhovedet kan, fortæller han.
Flere reaktioner efter generobring af førstepladsen
Jonas Lössl står efter gårsdagens sejr noteret for 227 kampe i Midtjylland-trøjen med 74 clean sheets. Seks af disse er faldet i denne sæson – heraf fem i 3F Superliga.