Førsteholdet

Dødboldstræner giver indblik i arbejdet med standardsituationer

Martin Mark har ansvaret for førsteholdets dødboldssituationer. Her kan du blive klogere på, hvordan og hvorfor dette aspekt af fodboldspillet er en central del af identiteten i FC Midtjylland.

11/07/22
Christian Rothausen
Foto: Daniel Stentz

I FCM’s Vision 2025 står det klart, at klubben skal være førende i verden på dødboldssituationer. I jagten på den målsætning er 28-årige Martin Mark en af de vigtige personer. Han har været ansat som dødboldstræner siden januar 2022, hvor han tiltrådte fra en stilling som cheftræner på klubbens U15-hold.

– Standardsituationer er det samme, som sker igen og igen, og derfor kan man konstant arbejde med de forskellige mønstre. Det er noget, man nemt kan måle på, og man finder hurtigt ud af, om man er tæt på eller ej, siger Martin Mark om arbejdet som dødboldstræner.

– Vi kan se, at de år, hvor vi er blevet mestre, har vi scoret rigtig mange standardmål. De år, hvor vi har vundet sølv, har vi ikke scoret lige så mange mål fra standardsituationer. Vi ved, at det kan være med til at afgøre mesterskaber og chancen for europæisk gruppespil for klubben.

Vi skal lægge endnu mere på det offensive

Store ambitioner

Dødboldssituationer kan afgøre fodboldkampe, og det er også ambitionen, at de skal være med til at gøre det i FCM.

– Vi måler på, at vi skal score et vis antal mål fra dødbolde i løbet af en sæson i 3F Superliga. På samme tid har vi også en målsætning om, hvor få vi må lukke ind. Hvis vi opfylder det, ser det rigtig godt ud, og vi vil i så fald opfylde et af parametrene for at blive mestre, siger Martin Mark og uddyber:

– Derudover måler vi rigtig meget på chancer. Her vil vi gerne have en konverteringsgrad, som lyder, at 20 procent af alle vores dødbolde skal give en målfarlig chance.

Tingene kommer dog ikke af sig selv, og Martin Mark og resten af førsteholdstruppen arbejder ud fra tre “ben” i jagten på succes via dødbolde.

– Det første ben er ren individuel træning, hvor der ofte bliver trænet selvstændigt på for eksempel spark eller hovedstød. Dernæst kommer holdtræningen, der kan være alt fra 11 mod 11 i et standardspil, hvor der er fuldt pres og modstand, til skabelonøvelser, hvor vi går rundt og gennemgår de forskellige situationer. Til sidst bruger vi også meget tid på at se video og derigennem evaluere med spillerne.

Den ideelle sparker og modtager

I FC Midtjyllands 2019/2020-guldsæson scorede Erik Sviatchenko seks mål i 3F Superliga. Heriblandt en stor del efter dødboldssituationer. Den 30-årige forsvarsspillers springstyrke gør ham til et farligt våben i luftrummet.

For Martin Mark er det også en af de kvaliteter, den ideelle modtager af en dødbold skal besidde.

– Erik (Sviatchenko, red.) er en af de bedste, vi har. Generelt har vi en trup med mange dygtige headere. Den ideelle modtager skal besidde nogle af de ting, mange af vores dygtige headere gør. De skal have en stor springstyrke, en god timing på bolden, og så skal de være i stand til at kunne lægge rigtig meget power i deres hovedstød. Det handler om, at modtageren skal kunne vinde sin direkte duel og stadigvæk få kraft på hovedstødet.

På samme tid er der lige så høje krav til den spiller, som skal sende dødboldene – for eksempel hjørnespark og frispark – ind i boksen.

– Denne spiller skal have et godt skru, men samtidig også kunne lave en god halvliggende. Når man ser tilbage på servere som Jakob Poulsen, var det hans præcision og kontinuitet, der gjorde, at man altid vidste i hvilket område, bolden kom. Evander, Anders Dreyer og Joel Andersson er nogle af de spillere i den nuværende trup, som leverer en høj kvalitet.

– Der er ingen tvivl om, at en rigtig god server også er en, som kan tage styringen, have mange spil inde i hovedet og på samme tid sende signaler ud til medspillerne. Han skal kunne styre det hele indefra banen og være trænerteamets forlængede arm, lyder det fra Martin Mark.

En klub med stort know-how

Martin Mark står dog ikke alene, når han skal tegne retningen for FCM’s dødboldssituationer. Udover at se samtlige mål fra standardsituationer i de fem største europæiske ligaer hver eneste uge får han også inspiration gennem sine kompetente kollegaer.

– Vores tidligere dødboldstræner, Mads Buttgereit, som har været inde over det danske landshold og nu er på det tyske landshold, har jeg en tæt kontakt med. Derudover har vi nogle dygtige trænere på akademiet i Rune Düring og Morten “Duncan” Rasmussen, som har en stor viden omkring dødbolde, mens Kristian Bach Bak og Svend Graversen også besidder en stor know-how.

Lørdag aften spillede førsteholdet sin sidste træningskamp forud for sæsonstarten. Her faldt FCM’s scoring efter en dødbold, og det kan du læse mere om nedenfor.

FCM slået af Gent i sidste test