Førsteholdet

Dreyer: Må ikke levere sådan på hjemmebane

"I dag er det okay at være sur over den præstation, vi leverede. Men vi spiller igen torsdag, så vi skal op med hovedet allerede fra i morgen," fortæller FCM-topscoreren blandt andet.

31/10/22
Christian Rothausen
Foto: Getty Images

Med sin udligning i det 53. minut stod Anders Dreyer for FCM’s enlige scoring, da det mandag aften blev til et nederlag på 2-1 til OB.

Den 24-årige offensivspiller sætter ord på aftenens hjemmebane-skuffelse:

– Det handler om pres og energi. Jeg synes, vi formår at gøre det bedre efter pausen. Efter vores egen scoring begynder vi dog at falde i niveau igen på et tidspunkt, hvor vi burde have bygget videre på vores momentum.

– Vi har en masse dygtige spillere, som alle kan bidrage med forskellige ting. Det er bare ikke godt nok i dag, og der er ingen undskyldninger. Længere er den ikke, siger Anders Dreyer.

For midtjyderne er der dog ikke tid til at hvile på laurbærene. Allerede på torsdag er der kamp igen, når Sturm Graz kommer til Herning – et altafgørende opgør i jagten på videre avancement i europæisk fodbold.

– Vi skal lave alt om til på torsdag – i hvert fald når det gælder 1. halvleg. Det nytter ikke noget, vi går ud og leverer, som vi gør her. Det kan godt være, vi skifter en del spillere, fordi vi spiller den niende kamp på en måned, men vi har en god og bred trup, så det nytter ikke noget, at vi leverer sådan på hjemmebane, fortæller Anders Dreyer og fortsætter:

– I dag er det okay at være sur over den præstation, vi leverede. Men vi spiller igen torsdag, så vi skal op med hovedet allerede fra i morgen. De europæiske aftener er noget helt specielt, og vi skal være klar til at levere mod Sturm Graz.

– Der er mange ting, vi gerne ville ændre, hvis vi kunne spille aftenens kamp om. Selvfølgelig er det frustrerende, men vi kan heller ikke gå og slå os selv i hovedet, fordi vi spiller allerede på torsdag. Kampene kommer i stimer, og det handler om at være klar til den næste.