Førsteholdet

Dreyer tilbage på MCH Arena: Vil altid være evigt taknemmelig

Søndag var Anders Dreyer tilbage på MCH Arena for at sige farvel til fansene efter skiftet til belgiske Anderlecht. Nedenfor giver den 25-årige offensivspiller en status på fodboldkarrieren og sit syn på tiden i Midtjylland.

15/05/23
Christian Rothausen
Foto: Daniel Stentz

110 kampe, 35 mål, 29 assists, et dansk mesterskab og en pokaltitel. Minderne står i kø, når man skal se tilbage på Anders Dreyers tid i FC Midtjylland, og søndag var han tilbage på MCH Arena for at tage afsked med fansene.

– Jeg er tilbage, fordi det er et sted, jeg holder af at komme og har elsket at være. Midtjylland gav mig chancen for at slå igennem igen efter mit mislykkede udlandsophold i Brighton. Samtidig hjalp klubben med at få mig hjem fra Rusland. Det er et sted, jeg altid vil være evigt taknemmelig for at have været, fortæller Anders Dreyer.

Den danske landsholdsspiller nåede næsten tre år i det midtjyske – først i en toårig periode, inden turen gik til Rubin Kazan. Sidenhen endnu en omgang fra sommeren 2022 frem til årsskiftet, før Anderlecht købte offensivprofilen fri af sin kontrakt.

– Nu har jeg haft tid til at danne mig et overblik over, hvordan min tid i klubben har været. Det hele startede med et mesterskab i 2020 og efterfølgende Champions League-deltagelse. Jeg har virkelig mange gode minder her – også selvom den sidste tid måske var lidt svær for os resultatmæssigt, siger Anders Dreyer og fortsætter:

– Jeg følger med hver gang, FCM spiller, hvis jeg ikke lige selv spiller kamp. Jeg forsøger at se så mange kampe som muligt. Det tror jeg ikke, man kan lade være med.

God start i Anderlecht

Personligt har Anders Dreyer haft en god start i belgisk fodbold. På et halvt år er det blevet til 20 kampe med fem mål til følge. Et af disse indtraf i holdets europæiske kampagne mod spanske Villarreal i 1/8-finalerne af Conference League.

– Det går godt. Det har været et fint forår for både mig og holdet. Desværre endte vi med at tabe et par kampe til slut, som gjorde, at vi missede top otte og derfor allerede har sommerferie. Personligt er jeg glad og spiller en masse, så det er dejligt.

– Lige nu er jeg rigtig tilfreds med mit udlandsskifte, hvor jeg spiller fast. Jeg tager det stille og roligt, og er glad for at være kommet til en klub, hvor man kan mærke, at det – ligesom i Midtjylland – betyder noget for fansene hver eneste weekend, siger Anders Dreyer.

Udelukker ikke midtjysk retur

Spurgt ind til, om den skudstærke venstrebensspiller en skønne dag igen kan se sig trække Midtjylland-trøjen over hovedet, svarer Anders Dreyer:

– Man skal aldrig sige aldrig i fodbold. Det lærte jeg ret hurtigt efter mit Rusland-skifte, hvor jeg pludselig stod i Midtjylland igen og var glad for det. Det er et sted, jeg nyder at komme – også nu – og har sat stor pris på i de sidste mange år. Jeg vil aldrig sige aldrig.

Efter søndagens 3-1-sejr over AC Horsens tog Anders Dreyer del i fejringerne i omklædningsrummet med sine gamle holdkammerater. Flere af dem holder han fortsat kontakten med, til trods for at bopælen nu hedder Bruxelles.

– Jeg snakker ofte med dem, og det er bare hyggeligt. Det er dejligt, vi kan holde kontakten ved lige. Det er noget, der betyder meget for mig, lyder det fra Anders Dreyer.