Kampprogram

Duglegur, Breidablik og Viking Clap

En islandsk vulkan er klar til at ofre sig for FC Midtjylland. Han vil gå forrest, fordi det ligger i blodet hos islændinge.

28/07/23
Frits Nielsen
Foto: Daniel Stentz

Artiklen, du kan læse her, er en del af søndagens kampprogram, som du kan anskaffe dig på MCH Arena før kampstart. Her er der optaktsartikler, statistik, seneste nyt fra akademiet, og så får du et lod i pausekonkurrencen Halftime Hero.

Kampprogram: FCM v Silkeborg

Vilje, hårdt arbejde og troen på, at alt er muligt, sammenfatter man på Island med ordet ’Duglegur’. Udtalen er nærmest umulig for en ikke-øboer, men stavningen således: Duglegur.

29-årige og 188 centimeter høje Sverri Ingi Ingason er FC Midtjyllands nye islandske forsvarsspiller. Han fortæller:

– Duglegur er vores mentalitet. Det handler om hårdt arbejde, hvis du vil nå noget, siger midterforsvareren og tilføjer, at som professionel fodboldspiller skal du være klar hver eneste dag:

– Vi har lært, at hvis du vil til udlandet og klare dig i fodboldverdenen, kræver det, at du ofrer dig hver dag. I professionel fodbold står der altid en klar til at tage dit job, hvis du ikke yder dit bedste hver dag, lyder Duglegur-udgaven fra Sverrir Ingi Ingason eller ‘Ingi’, som han kaldes i FC Midtjylland.

Ingi er kommet til det midtjyske efter fem sæsoner i den græske storklub POAK F.C., og de sidste ni sæsoner har han spillet i klubber i Norge, Belgien, Spanien, Rusland og Grækenland.

– Jeg har fået en masse erfaring, som jeg kan bruge i FCM og give til holdet. Jeg kan hjælpe mine holdkammerater, og jeg ved, man skal være koncentreret hele tiden for at holde disciplinen. Mit job handler om overblik, kommunikation og i at forhindre modstanderne i at score mål, lyder det fra Ingi.

Breidablik

Sverri Ingi Ingason er opvokset i det islandske fodboldmiljø, der skiftede karakter i 1990’erne. Ingi var en del af den første generation af fodboldspillere, som voksede op i ‘fodboldhuse’, hvor man kunne spille bold året rundt.

Det første fodboldhus blev bygget i en sydlig forstad til Reykjavik, og der i Breidablik kunne Ingi og de unge islændinge pludselig spille fodbold hele året. Senere er fodboldhaller skudt op overalt på klippeøen.

– Før den hal og andre haller stod den bare på fysisk træning hele vinteren. Pludselig kunne vi spille fodbold hele året, og der er kommet mange landsholdsspillere og tekniske spillere ud af det, fortæller Ingi.

Det resulterede blandt andet i, at Island og Sverri Ingi Ingason et par årtier senere for alvor slog igennem internationalt. Tænk tilbage på EM i Frankrig 2016, hvor de i gruppespillet spillede 1-1 mod de senere mestre, Portugal, og sendte England ud af 1/8-finalerne. Island var disciplinerede, fokuserede og hårdtarbejdende. Eller ’Duglegur’, som de jo siger.

Viking Clap

2016 var også året, de fantastiske klappescener gik verden rundt. Foran tusindvis af tilskuere styrede de islandske spillere klappene. Først langsomme klap over hovedet, som blev hurtigere og hurtigere, og til sidst kulminerede i vilde jubelscener efter blandt andet sensationssejren over England.

– Viking Clap kalder vi det, fortæller Ingi med et stort smil.

Om han også introducerer Viking Clap foran FCM’s fans på MCH Arenas tribuner, fortæller historien ikke noget om. Endnu. Men de selvsamme fans kan være sikre på, at Sverri Ingi Ingason vil gå forrest på banen. Det hersker der ingen tvivl om:

– Jeg er klar til at yde 120 procent i hver eneste kamp, lyder det fra Ingi.

Billetinfo FCM v Silkeborg