En ung, dygtig spiller, som kan dække flere af de offensive positioner, har skrevet under på sin første kontrakt med FCM.
15-årige Sebastian Lodberg kom til det midtjyske i sommer fra AC Horsens, og siden da har udviklingen taget fart. Han er blevet en fast del af U17-holdet, og nu underskriver han sin første aftale med FC Midtjylland.
– Sebastian er en intuitiv spiller, der elsker at udfordre og være dynamisk på den sidste tredjedel. Han kan både spille centralt og på siden, hvor han med sit venstreben kan gå ind i banen, siger akademichef Flemming Broe og fortsætter:
– Han har samtidig en god timing i sine løb, besidder en spændende afslutningsfod og er ikke bleg for at arbejde hårdt. Vi er utroligt glade for, at han har valgt at skrive under med os.
Den unge offensivspiller udtrykker stolthed over kontraktunderskrivelsen og sætter samtidig ord på sine styrker:
– Det her er noget, jeg har kæmpet for, siden jeg kom til klubben. Det er kæmpestort, at det er gået i opfyldelse, og det er noget, der betyder meget for mig.
– Min karriere er kun lige startet, og min ambition er engang at komme op og spille førsteholdsfodbold. Min helt store drøm er at komme til udlandet en dag, siger Sebastian Lodberg, der er søn til førsteholdets assistenttræner og den tidligere Superligaspiller Niels Lodberg.
Fra FC Midtjyllands side skal der lyde et stort tillykke med kontrakten til Sebastian Lodberg.