Førsteholdet

Eintracht Frankfurt: Skarpe omstillinger og et muligt gensyn

Vi er halvvejs i årets udgave af Europa League-ligafasen. Næste opgave venter torsdag, hvor tyske Eintracht Frankfurt gæster MCH Arena. Et storspillende fodboldhold, der, ifølge journalist og kommentator Jonas Schwartz, råder over den mest formstærke spiller i Bundesligaen.

26/11/24
Mikkel Krøll
Foto: Alamy

Fra Tysklands femtestørste by kommer fodboldklubben Eintracht Frankfurt. På torsdag besøger de MCH Arena i femte spillerunde af Europa League-ligafasen.

I denne artikel gør journalist og kommentator, Jonas Schwartz, som tidligere har dækket den tyske Bundesliga for Viaplay og i dag blandt andet er kommentator på Disney+ i forbindelse med Europa League og Conference League, os klogere på, hvad det er for et mandskab, FCM skal møde.

På trods af byens store størrelse, politiske vigtighed og spændende historie, har Eintracht Frankfurt aldrig fået etableret sig som et kontinuerligt mesterhold i den absolutte top af tysk fodbold. Blot ét mesterskab er det blevet til – tilbage i 1959. Fem gange har klubben vundet den tyske pokalturnering, mens de ad to omgange har sejret i Europa League.

Vi skal ikke meget mere end to år tilbage til 2022 for at finde deres seneste europæiske triumf. Og ifølge Jonas Schwartz rummer klubben et kæmpe potentiale:

– Det er en klub, hvor man i mange år har set et rigtig stort potentiale, blandt andet fordi der er så mange passionerede fans. Problemet har været, at man ikke har fået sat en ordentlig struktur sammen, indleder Jonas Schwartz.

Selvom Frankfurt aldrig har slået sig fast som kontinuerlige konkurrenter til det tyske mesterskab, mener Jonas Schwartz alligevel, at der i nyere tid er kommet en vis form for struktur i klubben – en struktur, der i høj grad kan til skyldes den nu afgåede præsident, Peter Fischer:

– Han (Peter Fischer, red.) var en meget farverig person, der ejede natklubber, reklamebureauer og modebutikker, men siden han kom ind i 2000, har Frankfurt taget nogle langsomme, men sikre skridt mod toppen, siger Jonas Schwartz.

Nyt udtryk og gode resultater

Et år efter Europa League-triumfen, i sommeren 2023, ansatte klubben den relativt uprøvede Dino Toppmöller som træner. Efter et halvlunkent 2023/24 med en placering som nummer seks i ligaen har Toppmöller fået gang i resultaterne i den nye sæson.

– Det startede lidt stille ud i 23/24-sæsonen. Der var jo selvfølgelig høje forventninger, fordi de havde spillet så godt under den tidligere træner, Oliver Glasner (i dag cheftræner for Crystal Palace, red.). Op til den her sæson var der derfor meget snak om, at nu var det ”make it or break it” for Toppmöller, og efter de første måneder her, må man bare sige, det har været mere end godkendt, fortæller Jonas Schwartz.

I skrivende stund befinder Frankfurt sig på andenpladsen i Bundesligaen, seks point efter førerholdet, Bayern München. Jonas Schwartz mener ikke blot, at sæsonstarten har været godkendt på pointsiden, han fortæller også, at de “Die Adler” (klubbens kælenavn som på dansk betyder “ørnene”, red.) er et af de absolut mest underholdende hold at se i Bundesligaen.

Det skyldes ikke mindst spillestilen.

– De spiller mange åbne kampe med mål både for og imod. Det er et rigtig omstillingshold med nogle meget aggressive og lynhurtige spillere på de forreste positioner. De forsvarer sig dybt, men når først de kommer afsted, så går det rigtig, rigtig hurtigt, siger Jonas Schwartz om det taktiske udtryk.

Bundesligaens varmeste spiller?

En af de lynhurtige spillere, som Jonas Schwartz fremhæver, er den 25-årige Omar Marmoush. Den egyptiske angriber har fået en fantastisk start på sæsonen, hvor det er blevet til 11 mål og syv assists i kun 11 kampe i den hjemlige liga:

– Han er hamrende hurtig og er kun blevet bedre den her sæson. Han afslutter helt fantastisk og har bare været forrygende. Jeg vil gå så langt som at sige, at han har været den bedste spiller i Bundesligaen denne sæson, fortæller Jonas Schwartz, og understreger, at FCM skal være opmærksomme på den hurtige egypter på MCH Arena.

Udover en dygtig spydspids har Jonas Schwartz også været imponeret over Frankfurts angrebsivrige kantspillere, samt den unge svenske midtbanespiller, Hugo Larsson, der med sine offensive løbekraft kan ramme midtjyderne, hvor det gør ondt.

Han understreger den stærke organisation, som Frankfurt kommer med, der, ifølge ham, skal have midtjyderne tidligt op af sengen.

Midtjyske chancer

Selvom det er et brandvarmt hold, der kommer på besøg i Herning, mener Jonas Schwartz ikke, at opgaven bliver umulig:

– Der er ingen tvivl om, at FCM skal stå tidligt op, og være opmærksomme gennem hele kampen. Det er et omstillingshold, så især restforsvaret bliver vigtigt for dem. Frankfurt kommer i en 4-4-2, som FC Midtjylland jo også ofte har spillet i. De kan ende med at stå overfor et spejl af sig selv, så når de får chancen, skal de forsøge at stikke afsted, fortæller han.

Et sted, hvor midtjyderne får mulighed for at overvinde den tyske organisation, bliver på de individuelle kvaliteter:

– De skal forsøge at finde rummene omkring deres to stoppere. En spiller som Franculino skal de have ud og løbe i kanaler med forsvaret. Det er vigtigt, at Midtjylland også kommer med noget fart på toppen. Derudover er der ingen tvivl om, at Simsir og Osorio med deres kvaliteter kan gøre ekstremt ondt på dem, så det er virkelig med at håbe på, at de spillere når at blive klar, siger Jonas Schwartz.

Et glædeligt gensyn

I den tyske trup er der mulighed for et gensyn med gode gamle Rasmus Nissen Kristensen, som denne sæson er udlånt til Frankfurt fra engelske Leeds United. I øjeblikket sidder han ude med en lårskade, og det er endnu uvist, om backen, som er født og opvokset på heden, når at blive klar.

For kampens skyld håber Jonas Schwartz, at midtjyderne får lov til at tage imod deres tidligere spiller:

– Det er jo en fantastisk fortælling med Rasmus ’NK’. Efter et par svære sæsoner i Leeds og Roma lignede det før skaden, at han var faldet rigtig godt til i Frankfurt. Det vil give en ekstra dimension til kampen, hvis han når at blive klar, fortæller Jonas Schwartz.

Kampen mod Frankfurt spilles på MCH Arena torsdag den 28. november med kampstart kl. 21.00.