Kampprogram

Ekspert tror fortsat på FCM

DR's fodboldekspert, Kenneth Møller Pedersen, er imponeret over Vejle, men han tror dog mest på FCM i søndagens kamp.

20/03/21
Frits Nielsen
Foto: Daniel Stentz

Artiklen er udgivet i forbindelse med kampprogrammet forud for FCM – Vejle. Find artiklen og meget andet deri.

Kampprogram: FCM – Vejle

Det har haltet lidt spillemæssigt for FC Midtjylland de første par uger af marts. Nederlag til Lyngby og AGF har dog ikke ændret på DR’s fodboldekspert og tidligere FCM-spiller Kenneth Møller Pedersens tro på, at FC Midtjylland genvinder mesterskabet.

– De finder deres flow igen og skal nok finde ud af, hvordan de skal spille og få skåret til og fra. Flere afleveringer, færre berøringer og mere flow i spillet, så kommer det igen til at køre for FCM, lyder den korte analyse fra Kenneth Møller Pedersen.

Han synes, at FCM har varmet bolden for meget på det seneste.

– Jeg vil godt se kanterne bevæge sig mere og få backerne med op og så flytte spillet hurtigt fra side til side, lyder rådet fra DR-fodboldeksperten.

Respekt for Vejle

Kenneth Møller tror allerede, vi kommer til at se et mere målrettet FCM-mandskab på søndag mod Vejle, selvom han har al mulig respekt for Vejle.

– Vejle er jo et internationalt hold med mange udlændinge (13 af 18 spillere i bruttotruppen til søndagens kamp mod AaB var udenlandske, red.), hvor man godt kunne tro, at der var mange personlige interesser til stede. Men det er ikke et hold, hvor man spiller for sig selv, for ingen får lov til at slå op i banen. Det sørger Gâlcâ (Vejles rumænske træner Constatin Gâlcâ, red.) for. Der er han benhård, fastslår Kenneth Møller.

Den rumænske træner har ifølge Kenneth Møller også lært Vejle-spillerne at kæmpe og lukke rummene rundt på banen. Samtidig er det måske også overraskende, at Vejle er det mandskab, der takler mest i Superligaen.

– I hvert fald når man tænker på gamle Vejle-dyder, som tidligere var det tekniske. Men det her hold kan også spille bold og minder faktisk meget om Lyngby, selvom de ikke har så mange tekniske spillere som Lyngby. Men den bare 17-årige angriber Faghir spiller ikke som en ungdomsspiller. Han er svær at flytte for enhver forsvarsspiller, og han er en spiller, som Vejle kan spille op på, og samtidig kan han spille bold. Den anden angriber Sousa (brasilianer med seks mål i sæsonen, red.) er farlig, og han er samtidig en spiller, der både takler, arbejder hårdt og hjælper til i det defensive, siger Kenneth Møller, som også har stor respekt for et par af forsvarsspillerne.

– Kroaten Denis Kolinger tager fra, og han dirigerer hele forsvaret. Backen Tobias Mølgaard skal man heller ikke undervurdere, lyder det fra Kenneth Møller.

Har FCM som guldfavorit

Fodboldeksperten vil dog ikke garantere, at Vejle klarer frisag i nedrykningskampen. De er i øjeblikket syv point foran Lyngby, men – som han siger – Lyngby har allerede indledt jagtsæsonen.

– Jeg har selv været med en sæson, hvor vi i Randers var 18 point efter AGF i vinterpausen, men hentede dem. Intet er sikkert, selvom jeg mener, at Vejle burde være et top 8-hold, siger Kenneth Møller.

I den anden ende af tabellen har han stadig FC Midtjylland som sin personlige guldfavorit.

– Ja, det tror jeg. De skal bare finde tilbage til deres stil og måde at spille på. Så kommer de til at dominere igen. Men ikke noget væddemål fra min side. Der bliver ikke noget med at gå fra Odense eller Vejle til Herning. Jeg tager toget eller bilen, griner Kenneth Møller.

FCM’s akademi slår igennem i Superligaen

Følg kampen

FC Midtjylland – Vejle fløjtes i gang kl. 17.00 søndag eftermiddag ligesom resten af rundens kampe. Du kan se opgøret direkte på TV3 Max og Viaplay eller følge det i tekst via FC Midtjyllands Twitter.

I matchcentret på fcm.dk og i FCM-appen kan du se xG-værdier på samtlige afslutninger og heat- og touchmaps for alle spillere i aktion på banen, så det er en ideel ‘second screen’ under kampen. Statistikkerne bliver opdateret direkte under kampen og giver dermed en dybere indsigt i kampen.

Du kan downloade FCM-appen nedenfor i enten App Store eller Google Play.

App StoreGoogle Play