Grundspillets sidste kamp står for døren på søndag kl. 17.00, når Randers FC gæster MCH Arena. Med tre point kan vi sikre os sejren i Grundspillet og dermed få et godt afsæt frem mod Mesterskabsspillet.
Alle siddepladser var udsolgt, men nu har vi fået mulighed for at frigive ekstra siddepladser på Scan Global-tribunen. Har du derfor ikke fået købt billet til kampen endnu, har du nu mulighed for at komme afsted.
Musikbingo i 3F Fanzonen
Der bliver igen gang i den i 3F Fanzonen før kampen. Vi inviterer nemlig for første gang til musikbingo, og det bliver en oplevelse med grin, dans, fællessang og topstemning fra første sekund. Der vil også være store præmier på højkant – bl.a. kan én af vinderne gå hjem med et gavekort på 10.000 kr. til Bravo Tours.
Bag vores musikbingo står Mikkel og Mikael fra firmaet Bingo Bruvs – de garanterer en DJ med fingeren på pulsen, masser af musik, der rammer festnerven, og en entertainer, der både synger, danser og løfter taget sammen med alle FCM-fans.
3F Fanzonen åbner kl. 14.00 på søndag – kom og vær med til et brag af en fest.
Husk at frigive din plads
Har du sæsonkort og er forhindret i at komme til kampen, så husk at få frigivet din plads senest 48 timer før kampstart. Gør du det, får du samtidig registreret et fremmøde, selvom du ikke selv kan komme til kampen.
På den måde hjælper du som sæsonkortholder med at fylde MCH Arena, ligesom de fans, som ellers er gået forgæves efter billetter, nu alligevel kan få mulighed for at komme til kampen.
På forhånd tak for hjælpen.