Til torsdagens Europa League-kamp mod Eintracht Frankfurt vil man opleve, at der vil være et større og anderledes sikkerhedssetup på MCH Arena.
Det ændrede sikkerhedssetup handler først og fremmest om, at det er et stort tysk hold, der gæster MCH Arena i europæisk regi. Derfor forøger vi vores sikkerhed på stadion – alt sammen for at skabe de bedste rammer for kampen og den bedste oplevelse for alle tilskuere.
Husk at komme i god tid
Grundet det større sikkerhedsmæssige setup til den europæiske kamp opfordrer vi til, at alle kommer i ekstra god tid til opgøret. Adgang til stadion kommer til at foregå i de følgende tre steps, når man møder op på MCH Arena:
Først foregår der et tjek af dansk ID, hvorefter scanning af billetter og sæsonkort finder sted, og slutteligt foregår visitationen. Sådan vil fremgangsmåden være til samtlige indgange – bortset fra VIP-indgangene.
Medbring dansk ID
Et af sikkerhedstiltagene er, at alle skal kunne fremvise et gyldigt dansk ID, og det betyder, at man skal huske at medbringe et gyldigt dansk ID til kampen. Et dansk ID kan være pas, kørekort eller sundhedskort. Det gælder også for sæsonkortholdere og BilletFlex’ere.
Bemærk endvidere, at navn på ID’et ikke nødvendigvis skal stemme overens med navnet på billetten, mens det heller ikke nødvendigvis skal være et ID med billede på.
Tjekket af ID vil foregå som stikprøver og sker for i højere grad at kunne identificere fans af udeholdet.