Førsteholdet

Emam Ashour er ankommet – læs første interview

Den egyptiske landsholdsspiller Emam Ashour landede tirsdag formiddag i Lissabon, hvor han tilsluttede sig resten af FC Midtjylland-truppen. Læs det første interview med midtbanespilleren nedenfor.

14/02/23
Christian Rothausen
Foto: Daniel Stentz

Tirsdag mødte Emam Ashour langt om længe sine nye holdkammerater.

Efter at have fået sin arbejdstilladelse fløj den egyptiske landsholdsspiller denne morgen til Lissabon, hvor han dags dato tilslutter sig resten af holdet forud for forberedelserne til Europa League-opgøret mod Sporting CP.

Egyptisk landsholdsspiller skifter til FC Midtjylland

Den 24-årige midtbanespiller er glad for endelig at kunne trække i FC Midtjylland-trøjen.

– Det har ikke været nemt for mig at skulle vente så længe på at få lov til at træne med holdet. Særligt ikke før en så stor kamp som på torsdag i Europa League, siger Emam Ashour og fortsætter:

– Nu er jeg her endelig, og jeg er begejstret over at blive en del af holdet.

Klar til at bidrage

FCM’s nye nummer 10 har dog ikke ligget på den lade side, siden han blev præsenteret på transfervinduets deadline day. Den powerfulde og dynamiske midtbanekreatør er klar til at bidrage.

– Jeg har fået tilsendt et program fra klubben, som jeg har fulgt. Selvom det har været frustrerende ikke at kunne træne med resten af holdet, har jeg holdt mig i gang og er derfor i god form, siger Emam Ashour.

Nu er ambitionen at få FC Midtjylland tilbage i toppen af 3F Superliga.

– Jeg er fast besluttet og fokuseret på, at jeg sammen med mine nye holdkammerater skal have klubben tilbage, hvor vi normalt hører til i tabellen.

Emam Ashour står noteret for ni landskampe for Egypten. Han træner med resten af truppen for første gang onsdag eftermiddag som forberedelse til Europa League-braget mod Sporting CP.

Dynamisk og powerfuld

Da Emam Ashour blev præsenteret som FCM-spiller den 31. januar fortalte sportschef Svend Graversen følgende:

– Vi har været på udkig efter en midtbanespiller, som lever op til de klassiske FCM-dyder. Med Emam får vi en enormt powerfuld og dynamisk midtbanespiller, der passer til den spillestil, vi har ambitioner om at udtrykke.

Samtidig hæftede FCM-sportschefen sig ved egypterens store erfaring trods en alder på blot 24 år.

– Emam rummer allerede en stor erfaring trods sin unge alder, hvor han har vundet adskillige trofæer i en af Afrikas største klubber, ligesom han er en fast del af et stærkt egyptisk landshold, der spillede finale i AFCON for under et år siden.

Emam Ashour er den anden egypter i FCM’s og 3F Superligas historie – den første var Mohamed Zidan, som fra 2003 til 2005 noterede sig for 30 mål i 47 kampe i den sort-røde trøje.

Køb en Emam Ashour-trøje i Ulveshoppen