Udgangen af 2022 er en anledning til at gøre status på de forskellige afdelinger i FC Midtjylland, hvor der hver eneste dag arbejdes hårdt på at indfri de mål, som er en del af klubbens Vision 2025.
Denne vision indeholder blandt andet en målsætning om, at FCM i 2025 i gennemsnit skal have 10.000 tilskuere til at overvære kampene på MCH Arena.
I det snart afsluttede år har fanscenen taget store skridt i netop den retning, fortæller marketing- og supportdirektør i FCM, Preben Rokkjær:
– Hvis man kigger på i år, ligger vi med et rigtig fint tilskuergennemsnit, som er helt på budget i forhold til vores visionsplaner, der skal ende ud med 10.000 tilskuere om to år. Før corona lå vi på 6.280 tilskuere på hjemmebane, og nu ligger vi i gennemsnit på 8.060 – og dette endda kun i grundspillet.
Med 8.948 tilskuere i gennemsnit var sidste sæson en stor succes. Tallet var kun ni færre end rekorden fra åbningssæsonen på MCH Arena tilbage i 2004/2005, hvor hjemmebanesnittet lå på 8.957.
– Udover at der er flere tilskuere, er der også en helt anden stemning. Tilskuere er blevet en mere aktiv del af fodboldkampene på MCH Arena.
– Fansenes ritualer fungerer, og vi har fået flere tribuner til at deltage aktivt. Det gælder alt lige fra hymnen før kampene og halstørklæderne, der holdes op på hele stadion, til råbene mellem tribunerne og den vokale opbakning fra start til slut. Derudover oplever vi en flot opbakning på udebane, hvor vi i efteråret fyldte udebanetribunerne flere steder rundt i landet, siger Preben Rokkjær.
Med en kapacitet på lidt over 11.000 tilskuere er det væsentligt at alle, der køber en billet, også dukker op på stadion. Derfor har man i FCM skulle nytænke måden at sælge billetter på.
God sæsonstart på lægterne: Nyt koncept har haft den ønskede effekt
– Vi har lavet en helt ny struktur til, hvordan vi sælger billetter. Vi er ikke længere så fokuserede på at sælge sæsonkort, men vi har i stedet lavet nogle andre koncepter, der er tilpasset de forskellige tilskuertyper. Det har medvirket at fremmødeprocenten er steget væsentligt. Vi er den klub i Superligaen, der ligger tættest på udsolgt hver kamp, hvorfor det er vigtigt for os, at billetkøberne også møder op, fortæller Preben Rokkjær.
To negative hændelser
Selvom fanscenen har budt på opløftende nyt i løbet af 2022, springer to hændelser dog også i øjnene på negativ vis. Den første var, da hollandske Feyenoord gæstede MCH Arena i Europa League-gruppespillet den 6. oktober.
– Der har været to episoder i år, som ikke har været positive. Den første var hjemmekampen mod Feyenoord i Europa League, hvor skylden i første omgang alene ligger hos dem, der udøvede volden – nemlig de hollandske fans. Hændelserne har samtidig gjort, at vi har kigget indad for at modvirke lignende hændelser i fremtiden. Vi har blandt andet igangsat andre procedurer for, hvordan vi visiterer folk, når de skal ind på stadion i selverkendelse af, at vi også skal gøre ting anderledes, fortæller Preben Rokkjær.
Dernæst udspillede der sig utilstedelige episoder, da FCM i årets næstsidste kamp mødte rivalerne fra Viborg FF på udebane i DBU Pokalen.
– De ting, der skete til udekampen mod Viborg, var helt uacceptable. Vi har aldrig set noget så voldsomt fra vores tilskuere før. Sådan noget hører ikke hjemme i en klub som vores, hvorfor vi hurtigt var ude med karantæner, hjælp til politiet og et undskyld til de, der skulle have det, siger Preben Rokkjær og fortsætter:
– Vi har efterfølgende været i dialog med repræsentanter fra fanmiljøet, og vi har oplevet en erkendelse af, at man også her er kede af hændelserne. Vi har haft gode og konstruktive snakke om, hvordan vi sikrer os, at det ikke sker igen i fremtiden. I FCM ønsker vi stor opbakning, men det skal ske på nogle vilkår, så alle kan få en god oplevelse på stadion.
FCM uddeler karantæner efter uroligheder i Viborg
FC Midtjylland er for første gang nogensinde blevet tildelt bøder på sammenlagt over en million kroner. Beløbet dækker over både danske og europæiske kampe. Særligt hændelserne i Viborg samt ølkast danner til grund for det høje tal.
Den nye fanzone
En del af Vision 2025 lyder på en ny fanzone, der skal være med til at sætte nye standarder for fanoplevelser til fodboldkampe i Danmark. Fanzonen taler samtidig ind i målet om 10.000 tilskuere på MCH Arena.
Og arbejdet er i fuld gang med det, der er en lang proces, hvor flere interessenter og samarbejdspartnere kommer med inputs for at skabe den bedst mulige fanzone på hjemmebanen i Herning.
– Vi skal forvente, at der står et “step 1” af fanzonen færdigt til den første kamp i 2024, så den herefter kan benyttes. Men vi vil blive ved med at bygge videre på fanzonen, fordi vi hele tiden ønsker at udvikle os alt afhængig af den feedback, vi modtager undervejs. Jeg tror aldrig, vi bliver helt færdige med at udvikle på fanzonen, fortæller Preben Rokkjær.
I øjeblikket samler man op på alle de inputs, der er kommet fra samarbejdspartnere, hvorefter en ny og opdateret prototype vil se dagens lys. Denne skal efterfølgende modtage feedback fra blandt andre musikfestivalen Smukfest, der besidder en stor viden inden for området.
En sportslig status på Vision 2025: Nummer 63 i Europa
En kommerciel status på Vision 2025: Et år foran planen