Førsteholdet

– En helt speciel følelse

20-årige Oliver Olsen har brugt de sidste 26 måneder på sidelinjen som følge af to korsbåndsskader. Onsdag var han tilbage på banen mod Lech Poznan.

10/07/21
Mads Jakobsen
Foto: FC Midtjylland

Der er en række nye unge spillere i førsteholdstruppen, som er kommet op fra U19 eller vendt retur fra udleje. I forbindelse med sæsonstarten kan du lære dem bedre at kende gennem en portrætserie på vores hjemmeside.

Oliver Olsen har været hårdt ramt af skader trods den unge alder. Den 11. maj 2019 blev han ramt af en korsbåndsskade efter et uheldigt sammenstød i en U19-kamp mod SønderjyskE, og bedst som han var vendt tilbage til fuld træning, ramte uheldet nok engang.

Et år efter at den 20-årige back rev korsbåndet over i venstre knæ, gik det denne gang ud over højre knæ under en træningsøvelse. Det var derfor en glad ung mand, der onsdag spillede førsteholdsfodbold for første gang i over to år.

– Det var superfedt, men også lidt surrealistisk at være tilbage. Det var en helt speciel følelse at sidde i omklædningsrummet og trække kamptrøjen over hovedet. Bare det at gå ud til opvarmning. Det er svært at sætte ord på, når man har været ude så længe, men jeg er selvfølgelig glad for igen at spille fodbold, lød det fra Olsen efter træningskampen mod Lech Poznan, hvor backen fik de sidste minutter.

– Det er klart, at jeg har gjort mig nogle tanker undervejs, men jeg er ydmyg og glad for den støtte, jeg har fået, og de sidste tre-fire måneder har jeg gået og glædet mig, fordi udsigterne til at kunne spille rykkede tættere på, fortæller den 20-årige back med optimisme i stemmen.

Klar til den nye sæson

– Det går godt med kroppen, og jeg har ingen smerter. Jeg er i god form og klar til den sæson, der kommer, forsikrer Olsen.

Oliver Olsen kom til FC Midtjylland fra Esbjerg i vinteren 2018, hvor han hurtigt blev fast mand på U19-mandskabet, der leverede store præstationer i UEFA Youth League, hvor både AS Roma og Manchester United blev elimineret. Olsen scorede sågar i sejren over De Røde Djævle foran 5.000 tilskuere på MCH Arena.

Han står noteret for 38 landskampe på de danske U-landshold, som han har repræsenteret fra U16 til U19, og han fik Superliga-debut for FC Midtjylland i udekampen mod AC Horsens den 16. december 2018.

Generalprøve lørdag

I eftermiddag spiller vi tredje – og sidste – test inden 3F Superliga-premieren, når det gælder tjekkiske Sigma Olomouc på stadion ved Hotel Remes Sport & Spa. Kampen kan ses via YouTube med start kl. 17.00.

Se kampen her

Derudover kan du følge kampen i tekst på FC Midtjyllands Twitter samt læse referat og reaktioner på fcm.dk efter slutfløjtet.