Klubben

En række FCM’ere med landsholdene: Martínez tørner ud for Uruguay

Mens de fleste spillere holder sommerferie, er en række FCM'ere afsted med landsholdene. Her tørner Emiliano Martínez for første gang i karrieren ud for Uruguay.

13/06/23
Christian Rothausen
Foto: Daniel Stentz

Selvom sæsonen er gået på hæld, er det ikke alle FCM’ere, som kan holde sommerferie endnu. I alt er syv spillere i den kommende periode afsted med deres respektive landshold.

På seniorplan tørner Kristoffer Olsson ud for Sverige, der først møder New Zealand i en træningskamp, mens de gul og blå-trøjede efterfølgende står overfor Østrig i en vigtig EM-kvalifikationskamp.

Elias Olafsson er som vanligt afsted med det islandske A-landshold, som skal spille imod Slovakiet og Portugal i EM-kvallen, mens Emiliano Martínez for første gang i karrieren er blevet udtaget for Uruguay.

Den 23-årige midtbanespiller har aldrig tidligere tørnet ud for sydamerikanerne på hverken ungdoms- eller seniorplan. Der venter derfor mulig debut for FCM-profilen, som er blevet belønnet for en flot debutsæson i det midtjyske, hvor han særligt i Europa League-kampagnen udmærkede sig med flere imponerende præstationer.

På ungdomsplan er Armin Gigovic afsted med det svenske U21-landshold, mens udlejede Victor Lind tørner ud for Danmarks ældste ungdomslandshold.

Sidst men ikke mindst, er de to U19-guldvindere, Heini Sørensen og Daníel Kristjánsson, afsted med henholdsvis Færøerne U21 og Island U19.

Det danske U18-, U19-, og U20-landshold afholder ikke samlinger i denne omgang, hvorfor antallet af midtjyske landsholdsspillere er lavere end normalt.

Overblik over udtagelser

Kristoffer Olsson – Sverige
Emiliano Martínez – Uruguay
Elias Olafsson – Island
Armin Gigovic – Sverige U21
Victor Lind – Danmark U21
Heini Sørensen – Færøerne U21
Daníel Kristjánsson – Island U19