Akademiet

Endnu et hak i bæltet for U19

Heiselberg-hattrick, da AaB blev slået på eget græs.

30/04/22
Karsten Vestergaard
Foto: Daniel Stentz

FCM U19 kom ud i den vante 4-3-3-formation og var spilstyrende i kampens åbning, hvor begge hold viste gode takter, når de var på bolden. Hjemmeholdet mønstrede blandt andet Anosike Ementa, Casper Gedsted og Andreas Noshe, der alle har fået spilletid i 3F Superliga i indeværende sæson.

Efter 13 minutter fik Andreas Nibe åbnet målscoringen, da han scorede direkte på frispark uden for feltet. Holdkammeraterne tog nogle gode løb inde i feltet, og det fikserede AaB’s keeper længe nok til, at han ikke kunne stoppe skuddet, der strøg over i det lange hjørne. Målet var Nibes 7. ligatræffer i denne sæson.

Ti minutter før pausen blev værterne alvorligt handicappet i deres bestræbelser på at vende tingene. Gustav Christensen kom afsted i en friløber og nåede frem til kanten af feltet, hvor Casper Gedsted trak i nødbremsen. Ikke så meget at rafle om – direkte rødt til Gedsted.

For FCM’erne gjaldt det nu om at få hul på et mere defensivt orienteret AaB-hold, og det lykkedes to gange inden pausen.

Først blev Moreno spillet fri med et vip ind i feltet, men den colombianske angriber kiksede afslutningen. Moreno genvandt dog kontrollen og lagde i stedet en skarp flad aflevering ind i fødderne på Heiselberg (billedet), der huggede 2-0-målet i kassen.

På det næste angreb fik FCM’erne tilspillet sig et hjørnespark, og her fik Andreas Nibe og Oscar Fraulo lavet en fiks kort variant, hvor Fraulo blev spillet fri til scoring.

Tre mål på dødbolde

3-0 ved halvleg, og for FCM’erne lød opgaven at blive ved med at trykke på speederen og tage de fornødne løb. Det lykkedes ikke helt – tempoet faldt, og AaB kom frem til et par hæderlige omstillingsmuligheder.

Så hankede FCM’erne op i sig selv, og i det 63. minut sparkede Heiselberg sit andet mål i kassen efter at være blevet godt sat op af Gustav Christensen.

FCM’erne dominerede og kom frem til et tocifret antal hjørnespark i kampen. Andreas Nibe udnyttede et af dem til at sende bolden ind i hovedet på Frederik Heiselberg, der fik sit hattrick i det 76. minut. Og samtidig et indirekte hattrick til assistenttræner Morten Duncan Rasmussen, der havde gjort et fint stykke arbejde med at forberede FCM’s standardsituationer.

5-0-målet blev opgørets sidste scoring, og dermed har FCM U19 hentet tre sejre i træk med en målscore på imponerende 16-0.

Der var således masser af grund til glæde, men alligevel kunne Kenneth Andersen finde ting, han gerne så forbedret:

– AaB er gode til at få spillet sig ud af vores første pres, og jeg synes ikke helt, at vi rammer niveauet fra vores to foregående kampe. Når det er sagt, så skal jeg ikke negligere spillernes præstation, for vi er i kontrol, og man vinder heller ikke bare 5-0 heroppe uden videre. Det, vi gør, fungerer, og vi skal bare blive endnu bedre til at tage løbene, lægge presset og stille krav til hinanden, fortalte cheftræner Kenneth Andersen.

Næste opgave for FCM U19 er en udekamp mod Vejle torsdag aften kl. 18.00. Se stillingen og de øvrige resultater fra U19 Ligaen.

AaB U19 – FC Midtjylland U19 0-5 (0-3)

13′ 0-1 Andreas Nibe
41′ 0-2 Frederik Heiselberg (assist Juan Gomez Moreno)
43′ 0-3 Oscar Fraulo (assist Andreas Nibe)
63′ 0-4 Frederik Heiselberg (assist Gustav Christensen)
76′ 0-5 Frederik Heiselberg (assist Andreas Nibe)

FCM U19 (4-3-3): Mark Ugboh – Viktor Bak Jensen, Ousmane Diomande (63′ Gabriel Kehinde Victor), Mikkel Fischer, Pontus Texel – Andreas Nibe, Oscar Fraulo, Valdemar Byskov Andreasen (42′ Heini Sørensen) – Juan Gomez Felipe Moreno (69′ Danijel Djuric), Frederik Heiselberg, Gustav Ørsøe Christensen.