Førsteholdet

– Enorm tro på tingene

Anfører Erik Sviatchenko fortæller forud for FC Midtjyllands første kamp i Champions League, at han og resten af holdet glæder sig til at vise, at de kan være med på højeste niveau.

20/10/20
Jens Risom
Foto: Daniel Stentz

FC Midtjylland er efter tre flotte sejre i kvalifikationen med i Champions League for første gang i klubbens historie. Det vækker glæde hos holdets kaptajn.

– Nu, når vi står på tærsklen til Champions League, er det en drøm, der går i opfyldelse – især når man får lov til at føre holdet ind til debut, fortæller Erik Sviatchenko på pressemødet dagen før FC Midtjyllands første kamp i det forjættede land.

Erik Sviatchenko er ikke i tvivl om Atalantas kvalitet, men han slår samtidigt fast, at FC Midtjylland skal vise, at de kan begå sig på øverste hylde.

– Holdet Atalanta er stærkt, men vi har en enorm tro på tingene. Vi har bygget det her op i lang tid, og Champions League er kulminationen på det, og nu handler det om at vise – både for omverdenen og os selv – at vi kan være med på det her niveau, lyder det fra FCM-kaptajnen.

Kampen onsdag er den første af seks gruppespilskampe, hvor FCM udover Atalanta møder Liverpool og Ajax ude og hjemme. Opgørene afvikles med tre kampe på tre uger over to perioder.

Tempofyldt affære

Atalantas spillestil har vækket opsigt i hele Fodboldeuropa, da de kommer med en ultraoffensiv tilgang til spillet. De presser højt på hele banen, men Erik Sviatchenko ser også muligheder for at gøre ondt på italienerne.

– Det bliver en kamp i et højt tempo, og Atalanta har en spillestil, som er i et enormt tempo. De spiller meget mandsorienteret, så det er også noget, vi skal være opmærksomme på. De har en anderledes måde at dække op på, men det er også noget vi skal udnytte, pointerer den 29-årige midterforsvarer.

Erik Sviatchenko står direkte over for den profilerede target-man, Duvan Zapata, som har gjort sig bemærket ved at give Atalantas offensiv en ny dimension, som ellers baseres meget på at skabe overtal på siderne.

– Han virker til at være en Lukaku-type, som er hurtig, fysisk stærk og god inde i boksen. Vi skal selvfølgelig være opmærksomme på Zapata som type, men Scholz og jeg har også erfaring med mange typer angribere. Nu er niveauet højnet, når det er Champions League, og det skal vi også klare, konstaterer Erik Sviatchenko.

FC Midtjylland – Atalanta løber af stablen onsdag aften kl. 21.00.