Førsteholdet

Europæiske kampe der skaber minder for livet

I forbindelse med FCM's 100-kamps-jubilæum i Europa fortæller FC Midtjylland-fan Mette Bertelsen om hendes away-ture til Warszawa, Brugge og Manchester samt om betydningen af, at hendes favorithold spiller europæisk fodbold.

12/10/22
Christian Rothausen
Foto: Getty Images

Denne artikel er en del af vores serie, som fejrer FCM’s 100-kamps-jubilæum i Europa, når midtjyderne torsdag gæster Feyenoord på De Kuip i Rotterdam. Nedenfor kan du læse FCM-fan Mette Bertelsen sætte ord på away-oplevelserne i blandt andre Warsawa, Brugge og Manchester.

Mette, hvad betyder det egentlig, at dit yndlingshold spiller europæisk fodbold?

– Selvfølgelig er det altid sjovt at slå Viborg eller FCK, men i Europa får man lov til at spille mod endnu større hold og gøre sig bemærket ude i verden. Men for mig er der også altid en helt anden stemning og hype omkring de her kampe, og det synes jeg både er på fanscenen og sådan generelt.

– Man får lov til at få oplevelsen af at se FCM spille mod de store hold, hvor vi kommer som underdogs og træder ind på den store scene. Det der med at se, hvordan både holdet og fanscenen tager et skridt op, når det gælder Europa, synes jeg virkelig er fedt.

Hvad giver det som fan at være med på en away-tur i Europa?

– Jeg har været med på tre Europa-ture hidtil: Warszawa og Brugge i 2015 samt Manchester i 2016. I denne sæson skal jeg både med til Rotterdam og Rom, og det lyder til, at vi bliver rigtig mange. Jeg glæder mig til at opleve stemningen, og jeg håber, vi kan tage nogle point med hjem.

– For mig giver det et helt andet sammenhold og et nyt perspektiv samt oplevelse af klubben og fanscenen. Når jeg kigger tilbage på de kampe, jeg har set i Europa, er jeg rejst afsted med nogen, og rejst tilbage med en bredere kreds af medfans.

– Når jeg ser tilbage på nogle af de kampe, jeg har været med til, er det ikke altid spillet på banen, vi taler om, når vi kommer hjem. For eksempel handlede kampen i Warszawa lige så meget om alt det udenom og ikke kun de 90 minutter på banen. Det er oplevelserne omkring det, fællesskabet og stemningen. Derudover er det fantastisk at rejse ud, fordi det giver et helt andet startgrundlag for en udebanetur.

Hvad er de mest mindeværdige kampe i Europa for dig?

– For mig er der fire. Den første er Southampton-kampen hjemme i 2015. Vi kommer ud af første kamp med 1-1, og jeg ved ikke, om vi havde troet på, at vi kunne sende dem ud. Den ender 1-0 til os, og vi spiller os i det første europæiske gruppespil. Det er noget, som stadig står rigtig klart hos mig.

– Derudover har Brugge ude i 2015, hvor vi vinder 3-1, også sat sine spor. Det var min første europæiske away-kamp, og jeg husker at stå på tribunen dernede og skråle alverdens sange. Den stemning, som var der, var fantastisk. Jeg ved ikke, om resten af stadion overhovedet kunne høre os, men vi havde en fest på udebanetribunen. Haha.

– I Manchester i 2016 fik vi mildest talt en røvfuld. Jeg var afsted med min far og søster, og stemningen var fuldstændig vanvittig. Det var som om, at resultatet ikke betød noget, fordi vi var nået så langt og stod på Old Trafford. At se, hvordan alle fans blev ved med at give den gas, var bare en fantastisk oplevelse.

– Så er der selvfølgelig Slavia Prag hjemme i 2020, fordi den sendte os videre til vores første Champions League-gruppespil. Vi har vores lille “Black Wolves East-klub” for Midtjylland-fans i hovedstaden, og her skiftedes vi til at huse kvalifikationskampene det år, fordi stadion ikke havde åbent for tilskuere på grund af corona. Vi fik virkelig det bedste ud af det.

Hvordan kan du se, at klubben har udviklet sig europæisk gennem årene?

– Jeg tror ikke, der var nogle af os, som havde regnet med, at vi skulle videre fra Southampton-kampen i 2015. Nu står vi og spiller mod Benfica, og folk siger: “Hvis vi nu bare tager os sammen, så kan vi måske godt.”

– Den der håbende tilgang til det, synes jeg er super fed. Godt nok er vi en lille klub ude i verden, men vi har taget en kæmpe spring på den europæiske scene. Det kan man også se på fanscenen, hvor awayturene både i Danmark og udlandet har taget et sindssygt skifte.

– Nu fylder vi jo udebaneafsnit både på Sjælland og Jylland, så der er sket meget. Forventningerne er steget, og alle har en tro på, at det rent faktisk kan lykkes. Selvfølgelig er der ingen, som forventer, vi skal have medaljer i Europa, men vi tror på, at vi kan overraske. Det er rent faktisk blevet realistisk, at vi kan vinde en masse fodboldkampe på den store scene.

I denne sæson har vores største europæiske resultat været, da vi for nogle uger siden slog Lazio 5-1. Hvordan oplevede du den kamp?

– For mig var det den af alle kampe i puljen, der var mindst forventning til, at vi kunne vinde. Vi havde ikke spillet fremragende op til det, men nogle af vores profiler spiller en brandkamp, og vi leverede et overraskelsesmoment, der var fantastisk at opleve.

– Kampen var kendetegnende for det, de europæiske kampe kan, og det er derfor, vi elsker de europæiske aftener både ude og hjemme.

Kan du her til sidst fortælle, hvorfor andre også skal overveje at tage med på away-ture, når FCM spiller rundt i Europa?

– Europaturene er nogle af mine bedste away-minder, og jeg kan kun opfordre folk til at pakke bilen eller booke en plads i bussen og komme afsted. Europature er nemlig ikke kun for de hardcore fans, men for alle.

– Derudover håber jeg, at de, som dukker op på stadion, smider hæmningerne, klapper, synger og råber, og gør alt hvad de kan for at hjælpe drengene med at tage point på banen.

Mette Bertelsen fakta

  • 25 år
  • Bor i Hillerød, opvokset i Kibæk
  • Fan af FCM siden barnsben