Førsteholdet

Evander før FCN: 100% fokuseret

Bliv klædt på til lørdagens opgør på Right to Dream Park med Evanders syn på kampen og nogle sjove statistikker.

31/10/20
Jens Risom
Foto: Getty Images

I eftermiddag hedder modstanderen FC Nordsjælland, som FC Midtjylland over de seneste år har haft et rigtigt fint tag på. Evander slår dog fast, at det er en opgave, som kræver 100% fokus.

– Det er en god modstander. De spiller hurtigt på deres underlag og har gjort det fint i starten af den nye sæson. Derfor skal vi være 100% fokuseret, fordi vi skal have en sejr, fortæller Evander med henvisning til den tætte topstrid.

FC Midtjylland har scoret 39 mål i 16 kampe mod FC Nordsjælland i 3F Superligaen siden starten af 16/17-sæsonen. Det er mere end mod nogen anden modstander.

Det offensive og aggressive udtryk skal også være til stede i dagens opgør.

– Som altid vil gerne lægge et højt pres og dominere kampen. Vi har haft succes med at stresse modstanderne, og så handler det om at spille hurtigt og være effektive på vores chancer, lyder det fra FC Midtjyllands nummer 10.

De danske mestre har ikke tabt på Right to Dream Park de seneste otte gange, de to hold har stået overfor hinanden i Farum. Alligevel lyder det fra Evander, at han ikke er verdens største fan af kunstgræs, men at det ikke må påvirke hverken ham eller holdet.

FC Nordsjælland har hentet otte point i sæsonens første seks kampe, og det giver en aktuel 6. plads. Det er fem point færre end FC Midtjylland, som har 13 point på 2. pladsen á point med SønderjyskE.

For FCM er lørdagens kamp den femte på blot 15 dage. Således er truppen halvvejs igennem det historisk tætte kampprogram her mellem de to landskampspauser.

Yndlingsmodstander eller tilfældighed?

Evander har scoret fire mål i syv kampe mod FC Nordsjælland, så det er næsten en fjerdedel af hans i alt 17 mål for FCM. Hans første mål i den midtjyske trøje kom også på Right to Dream Park for lidt mere end to år siden i en flot 4-1-sejr.

– Det er faktisk ikke noget jeg har lagt mærke til, men det er jeg glad for at høre. Det er nok bare en tilfældighed, siger den brasilianske midtbanespiller med et smil, inden han fortsætter:

– Jeg håber, at jeg kan gøre den statistik endnu bedre i morgen.

Evander har fortsat sit første mål i sæsonen til gode, så det vil oplagt for den excentriske tekniker at komme på tavlen i dag. Uanset hvad er det vigtigste dog at hente tre yderligere point i toppen af tabellen.

Følg kampen

FC Nordsjælland – FC Midtjylland fløjtes i gang kl. 16.00, og du kan se kampen direkte på TV3 Sport og Viaplay eller følge det i tekst via FC Midtjyllands Twitter.

Som altid kan du også berige seeroplevelsen ved at holde øje med matchcentret under kampen. Her får du blandt andet live heat- og touch maps for alle spillere samt expected goals på samtlige afslutninger. Matchcentret findes både på fcm.dk og i FCM-appen.

Matchcenter FCN – FCM