Efter fire og en halv sæson, 167 kampe, 50 mål og 38 assists skifter Evander dags dato til Portland Timbers, som huserer i den bedste amerikanske fodboldrække. Den 24-årige teknikers CV indeholder blandt andet et dansk mesterskab, to pokaltitler og optrædener i både Champions League og Europa League.
Nu er tiden i det midtjyske ovre, og Evander kan se tilbage på knap fem år, hvor han har været med til at tage FCM til det næste niveau i både national og international fodbold.
– Klubben har givet mig mulighed for at spille store kampe i Europa, vinde pokaler, score mål og levere flotte præstationer sammen med mine holdkammerater. Jeg er yderst taknemmelig og sætter pris på al den glæde, alle i klubben har givet mig, siger Evander og fortsætter:
– FC Midtjylland er en familieklub, og jeg vil blive ved med at følge, hvad der sker i klubben. Min udvikling som fodboldspiller er langt fra færdig, og nu vil jeg give alt, hvad jeg har, det næste sted i min karriere. Jeg vil takke alle i og omkring FCM for de sidste fire år, og jeg ønsker dem alt det bedste i fremtiden.
En god case for alle parter
Sportschef Svend Graversen udtrykker ligeledes stor tilfredshed over, at Evander nu kan tage næste skridt i sin karriere. Aftalen er en gode case for begge parter, fortæller han:
– Evander har via sine markante præstationer fortjent det her skifte. Det er en rigtig god case for begge parter, fordi vi har fået den pris, vi mener, han er værd, mens det ligeledes er et spændende skridt for Evander at komme til MLS. Det er endnu et tegn på, at vi udvikler rigtig dygtige spillere her i FCM, som bliver vurderet til at være mange penge værd, fortæller Svend Graversen.
Evander kom til dansk fodbold som 20-årig fra brasilianske Vasco da Gama. Han fik debut for FCM den 26. september 2018 i en pokalkamp mod Dalum IF, afgjorde straffesparkskonkurrencen mod OB i DBU Pokalfinalen i maj og ligger i skrivende stund nummer et på Europa Leagues-assistliste for den igangværende sæson.
Meritterne indikerer, at Evander har gennemgået en stor udvikling gennem sine år i FCM, siger Svend Graversen:
– Vi har fra dag ét set en mand, der havde en god evne til at vænne sig til den måde, man griber tingene anderledes an i Europa sammenlignet med Brasilien. Han havde alle de tekniske kvaliteter, men der var samtidig nogle ting, han skulle forbedre. Vi har set en spiller, der er blevet mere moden og har sat et stort aftryk i forhold til det output, han har lagt på sit spil.
– Evander har med alderen lært at tage en lederrolle på sig, og han har været en vigtig person for de andre sydamerikanere, der er kommet herop. Han har sat et stort sportsligt aftryk i klubben med pokaler og europæisk fodbold for tredje år i træk, siger Svend Graversen.
I FCM skal der lyde et stort tak for indsatsen til Evander, og klubben ønsker ham det bedste på sin videre fodboldfærd i den amerikanske MLS.