Youth League står for døren, og for syvende gang i historien er FC Midtjylland blandt deltagerne.
Tirsdag eftermiddag blev det efter lodtrækning i schweiziske Nyon offentliggjort, at midtjyderne står overfor de portugisiske mestre, FC Famalicão, i 1. runde af Domestic Champions Path, som er et knockoutrunde-stadie for de europæiske ungdomsmesterhold, hvis klubber ikke er kvalificeret til Champions League for seniorhold.
Samtidig viste lodtrækningen, at FC Midtjylland skal spille på udebane i Portugal den 4. oktober, mens der er returopgør i Ikast den 25. selvsamme måned.
Runde 1
FC Famalicão v FC Midtjylland
4. oktober
FC Midtjylland v FC Famalicão
25. oktober
Runde 2
Til dagens lodtrækning blev der også trukket lod til en potentiel 2. runde af turneringen, hvor vinderen af FCM/Famalicão blev parret med FC Rukh Lviv eller FK Sarajevo fra henholdsvis Ukraine og Bosnien-Hercegovina. Disse kampe forløber som følger:
FC Rukh Lviv/FK Sarajevo v FC Midtjylland/FC Famalicão
8. november
FC Midtjylland/FC Famalicão v FC Rukh Lviv/FK Sarajevo
29. november
Forstå formatet
Vinder FC Midtjylland de to indledende runder træder holdet ind i den såkaldte play-off. Her møder man en 2’er fra Youth League-gruppespillet, som er en tro kopi af dette års Champions League for seniorhold.
Ved en eventuel sejr i play-off venter følgende stadier i turneringen i jagten på trofæet:
- Ottendedelsfinaler
- Kvartfinaler
- Semifinaler
- Finale
Alle FC Midtjyllands hjemmekampe i Youth League spilles på EDC Arena i Ikast, hvor klubben i samarbejde med IT Relation tilbyder gratis entré for alle interesserede.