Da Corona-pandemien ramte Danmark i marts 2020, satte det 3F Superligaen på pause, og FC Midtjylland og de øvrige klubber i den bedste danske fodboldrække blev nødt til at lukke dørene for fans i flere måneder. Det betød, at FC Midtjyllands trofaste sæsonkortholdere og fans ikke kunne komme ind på MCH Arena i en længere periode.
FC Midtjylland tilbød selvfølgelig pengene retur til dem, der havde et sæsonkort – samtidig fik de dog også muligheden for at donere det resterende beløb til FCM Samfund.
Denne mulighed valgte størstedelen af sæsonkortholderne, og i alt blev 1,3 millioner kroner doneret til klubbens CSR-arbejde under FCM Samfund.
Pengene er gået til uddelingen af julegaver, hvor modtagerne er børn og unge i familier med begrænsede økonomiske midler. Selve julegaven er komplet træningsudstyr og Nike-fodboldstøvler samt et års kontingent til en lokal fodboldklub, således at der bliver adgang til sociale fællesskaber gennem fodbolden.
Endvidere understøtter beløbet også FCM Samfunds arbejde med unge i projektet “Sammen Går Vi På Banen”, der gennem et unikt 26-ugers forløb bliver hjulpet videre til uddannelse eller job.
Sammen med klubbens officielle partnere i FCM Samfund, Vestjylland Forsikring, Rationel, ALPI og DK Company, gør vores fans det muligt at blive ved med at gøre en forskel for lokalsamfundet.
Preben Rokkjær, marketing- og supportdirektør i FC Midtjylland, er taknemmelig for den store støtte.
– Vores sæsonkortholdere er på alle måder vigtige for FC Midtjylland – derfor bliver man også både rørt og stolt, når netop disse sæsonkortholdere har overskud og hjerte til at bakke markant op omkring vores CSR-arbejde i FCM Samfund. Netop her gør vi en forskel for mennesker, der har brug for anerkendelse og en hjælpende hånd, siger Preben Rokkjær.