Fredag blev det offentliggjort, at Erik Sviatchenko skifter til den amerikanske MLS-klub Houston Dynamo på en permanent aftale. I den forbindelse gav vores nu tidligere anfører et længere interview, som du kan læse citater fra nedenfor.
Bevæggrundene for et skifte
– Der er mange ting, som er tilfældige i fodbold. Nogle gange kan man planlægge en karriere, og andre gange kan man ikke. Jeg har en følelse af, at to år i udlandet er for lidt, og jeg kan mærke en trang efter at prøve mig af i uvante rammer igen. Det er noget, jeg har haft mulighed for flere gange siden 2018, men jeg har altid accepteret, at en handel skal komme alle parter til gode, og det gør den så nu.
– For mig er det vigtigt at pointere, at jeg har givet alt for den her klub. Jeg håber, mit exit betyder, at nogle andre stepper op og løfter niveauet til der, hvor vi tidligere har været.
– Det her er et på gensyn – det er den fornemmelse, jeg har. Jeg skal ud at prøve mig af og give den gas, og så kommer jeg tilbage igen – enten som fodboldspiller eller i en anden rolle.
Klubbens udvikling gennem årene
– Den udvikling, vi har taget, har været enorm. Vi er blevet bedre og bedre, er blevet udfordret på større arenaer og har konstant sat højere ambitioner. Vi er blevet belønnet for den hårde indsats, vi har lagt i. Den identitet ændrer sig ikke, bare fordi klubben ikke er der, hvor den ønsker at være lige nu.
– Det har været en vild rejse siden 2018 med Champions League, Europa League, mesterskaber og pokaltitler. Jeg har været så heldig at være midt i centrum af det hele, så derfor er det selvfølgelig hårdt at skulle sige farvel.
De største øjeblikke
– Jeg husker tydeligt, da vi spiller os ind i Champions League på hjemmebane. Det var for nogle utopisk at tro, at en klub, der er cirka 20 år gammel, kunne komme i det fineste selskab. Jeg husker tydeligt, da vi så lodtrækningen nede i cafeteriet og trak Atalanta, Liverpool og Ajax. Folk var ellevilde. Selvom vi ikke gik videre, havde vi nogle fantastiske kampe, som jeg for altid vil huske.
– Mesterskabet i 2018 var også magisk. Vi vandt guld på vanvittig manér. Samtidig var mesterskabet i 2020 specielt. Her var jeg anfører, og det var et kæmpestort moment i min karriere at få lov til at løfte pokalen. Vi var et fantastisk sted på det tidspunkt, og det er jeg sikker på, FC Midtjylland nok skal komme igen.
Den nuværende situation
– Lige nu er vi et sted, hvor der skal skabes et nyt fundament som klub. Vi har kæmpet med tingene, og selvom der har været nogle store højdepunkter i Europa, havde jeg naturligvis ønsket, at mit skifte fandt sted på et tidspunkt, hvor alt var godt.
– Vi har nogle mennesker, som brænder for den her klub. Vi har kloge og dygtige hoveder, men også rigtig dygtige spillere. Selvom vi er på et sidespor lige nu, ændrer det ikke, at FC Midtjylland nok skal finde tilbage på rette vej igen. Jeg er slet ikke i tvivl om, at den her fantastiske klub kommer tilbage.
Fansenes betydning
– Fansene betyder ekstremt meget for mig. De skal vide, hvor meget jeg følger med i det, de skriver og siger. Hver gang jeg har været ude at hilse på dem eller stoppet op for at skrive en autograf og få taget et billede, er det mig, der burde takke.
– Jeg er vokset op i klubben, og ved, hvor meget det betyder at kunne identificere sig med os spillere. Vi er helt almindelige mennesker, og fansene er lige så meget en del af det her, som vi er. Jeg vil bare sige tak for deres enorme støtte. Det her er ikke et farvel, men et på gensyn.