Førsteholdet

– Fansene løfter holdet

Henrik Jensen ser frem mod søndagens brag mod Brøndby, hvor FCM-lejren håber på et kogende MCH Arena, der skal hjælpe holdet til sejr.

20/11/21
Jens Risom
Foto: Daniel Stentz

En af efterårets største hjemmekampe står for døren, når Brøndby søndag aften gæster et udsolgt MCH Arena.

Assistenttræner Henrik Jensen beretter, at FCM-lejren glæder sig til at spille for fyldte tribune, og han understreger, at en god stemning er en nøglefaktor.

– Det er helt afgørende for os, at MCH Arena koger. Det løfter holdet, når publikum skaber en fed kulisse. Celtic-kampen er nok et af de største højdepunkter i sæsonen indtil videre, hvor fansene virkelig var med til, at vi fik vendt den kamp, siger Henrik Jensen og fortsætter:

– Det håber vi at opleve igen søndag aften. Så er vores chancer for at hente tre point større, og vi går selvfølgelig efter at give fansene en god oplevelse med en sejr.

Det er første gang i to uger, at FC Midtjylland skal i aktion efter en veloverstået landskampstermin.

– Der er en rigtig god stemning i truppen. Folk er kommet godt tilbage fra de forskellige landshold. Nogle har haft et par fridage, mens andre har trænet individuelt. Det ser godt ud hele vejen rundt, og nu glæder vi os bare til at komme i kamp igen, fortæller Henrik Jensen.

To formstærke mandskaber

Efter en resultatmæssig svingende indledning på sæsonen har Brøndby for alvor fået gang i pointhøsten, og de kommer til Herning med fire ligasejre på stribe.

Set over de seneste ti 3F Superliga-kampe er FCM stærkest med 22 point lige efterfulgt af Brøndbys 21 som de to bedste i ligaen.

– Vi har selvfølgelig forberedt os på at møde Brøndby, der kommer til Herning med en god stime. Vi skal være skarpe for at dæmme op for deres styrker, men vi ser også nogle muligheder for at gøre ondt på dem, pointerer Henrik Jensen, der sammen med resten af trænerstaben har haft god tid til at forberede sig på søndagens kamp:

– Vi har haft ekstra tid til at forberede os i forhold til den seneste periode, men i bund og grund har vi ikke gjort så meget anderledes op til kampen, end vi plejer. Vi har haft nogle flere træninger, hvor vi har haft mulighed for at have nogle fokuspunkter i forhold til vores spil, og det er selvfølgelig altid rart.

– Vi går ind til kampen med det samme mindset som altid. Presspillet er en vigtig faktor, hvor vi satser på at kunne stresse Brøndby og tage styring på kampen, lyder den korte analyse fra assistenttræneren.

Ligaens næstyngste hold

Før Henrik Jensen trådte til som assistenttræner for Bo Henriksen, var han cheftræner på U19-holdet, som i sidste sæson tog et overbevisende dansk mesterskab.

Flere af spillerne fra det hold har i denne sæson debuteret på førsteholdet, og det har været medvirkende til, at 3F Superligas førerhold har den næstyngste gennemsnitsalder i startopstillingen.

– De unge spillere har leveret et fantastisk godt bidrag i efteråret. Vi vidste godt, hvor dygtige de er, men at tage skridtet fra U19 til seniorfodbold er det største spring i transitionen. De har vist, at de kan tage det spring, og det har været fedt at følge, siger Henrik Jensen.

– Vi tror rigtigt meget på vores unge spillere i FC Midtjylland. Det er en stor del af klubbens DNA at udvikle spillere fra akademiet, så det er en fornøjelse, at så mange ikke bare har fået debut, men også har været med til at løfte holdet, uddyber han.

I løbet af efteråret har seks akademispillere fået debut for FC Midtjylland. Gennemsnitsalderen i startopstillingen hos 3F Superligas nummer ét er 25 år og 34 dage, hvilket altså er næstyngst i ligaen efter FC Nordsjælland (Kilde: Superstats.dk).

Svend Graversen: Vi går ind i en afgørende fase

Følg FC Midtjylland – Brøndby IF

Der er kampstart søndag aften kl. 18.00 på MCH Arena. Kampen kan ses direkte på TV3+ og Viaplay eller følges i tekst og billeder via FC Midtjyllands Twitter.

Der er udsolgt til søndagsbraget, men hvis du som sæsonkortholder ikke kan møde op, så husk at frigive din plads, så vi kan få stadion fyldt helt op.

Frigiv din plads nemt og hurtigt

Vi minder samtidig om, at der skal fremvises gyldigt coronapas ved indgangene til MCH Arena.