Det var første gang i den korte historie om FC Midtjylland Kvindefodbold, at modstanderen hedder F.C. København. Lørdagens modstander har nemlig en lige så kort historie, og de har brugt efteråret på at spille 2. division.
Modstanderen mødte stor respekt fra FCM-trænerteamet, der mener, at det var en kompetent modstander.
– Først og fremmest overgik kampen nogle i forvejen ret høje forventninger. Vi var opmærksomme på, at vi skulle møde et taktisk velorganiseret hold, hvor vi sikkert ville blive udfordret, og det levede de op til, begynder cheftræner Steen Gravgaard.
Det var dog ikke det hele, FCM-træneren havde forudset fra lørdagens modstander, der bragte masser af power.
– De havde tilføjet en masse fysisk hårde dueller, og de var totalt afklarede med, hvilke af vores spillere, de skulle lukke ned, og det kom en smule bag på os. Det gav kampen noget nerve, jeg ikke havde turdet håbe på, men som vi kan trække en masse erfaringer ud af.
Planen mod FCK-holdet var klar fra Steen Gravgaard, men det var ikke det hele, der gik som planlagt.
– Vi havde en klar plan om, at vi skulle forsøge et erobringsspil fra træningsbanen i kampens første halvleg. Det lykkedes vi ikke så godt med, og det gav noget unødvendigt momentum til FCK. Det resulterede i en del hjørnespark til den, som de var dygtige og scorede to mål på, fortæller Steen Gravgaard.
I anden halvleg var sagen en lidt anden for FCM-holdet, der klarede planen bedre.
– Vi ændrede nogle ting i pausen, hvor vi ville matche deres power, og udførelsen af det, er jeg meget tilfreds med. Vi lykkedes meget bedre med det høje erobringsspil, og vi var selv bedre i opbygningsspillet. Det var på ingen måder ufortjent, at vi vandt 3-0 i anden halvleg.
– Det var et fedt match, og vi glæder os til mange flere intense opgør mod FCK. Nu hev vi det første stik hjem, så det er vi tilfredse med, afslutter cheftræneren.