Julius Emefile skifter fra F.C. København til FC Midtjylland, hvor den talentfulde spiller, der scorede 14 mål i U17 Ligaen i sidste sæson, bliver en del af U19-holdet.
Emefile har underskrevet en treårig aftale med de forsvarende danske mestre, og det glæder akademichef Flemming Broe, der ser et stort potentiale i offensivspilleren.
– Vi er meget glade for at kunne byde Julius velkommen til FC Midtjylland. Han er en alsidig spiller, som kan begå sig på flere af offensive positioner, han har et højt teknisk niveau, han er god til at beskytte og vende med bolden, og han sparker godt med begge ben.
– Julius er dynamisk og atletisk, og taktisk er han forudseende. Han er direkte i sit offensive spil, farlig foran mål og en dygtig presspiller, hvilket komplimenterer vores spillestil. Samtidig ser vi et stort potentiale i hans evner til at løbe dybt og skabe chancer.
– Vi ser frem til at se Julius i vores miljø og tror på, at han vil spille en vigtig rolle på vores U19-hold i den kommende sæson, lyder det fra akademichefen.
En spændende udfordring
Den kommende FCM’er glæder sig over skiftet og ser frem til at starte i klubben.
– Jeg har lært rigtig meget i min tid i FCK, og det sætter jeg stor pris på, lyder det fra den unge offensivspiller, som sætter flere ord på skiftet:
– Men jeg har ønsket nye udfordringer og der har jeg haft gode snakke med Midtjylland. Klubbens setup er rigtig godt og de muligheder, de tilbyder, tror jeg meget på. Jeg glæder mig til at komme i gang, fortæller Julius Emefile.
Julius Emefile starter i FC Midtjylland efter sommerferien, når akademiet har første træningsdag mandag den 15. juli.