FC Midtjylland har aktiveret købsoptionen i lejeaftalen med den 22-årige colombianske forsvarsspiller Pablo Ortiz, som har underskrevet en femårig aftale.
Den 190 centimeter høje stopper kom til FC Midtjylland fra America de Cali i hjemlandet i februar.
– Pablo har bekræftet det vi så, da vi scoutede ham i Sydamerika. Han har nogle stærke fysiske færdigheder, han er dygtig teknisk, og så har han et godt mindset, lyder det fra Svend Graversen.
– Han har vist sig flot frem i løbet af det sidste halve år, og vi tror på, at vi i fællesskab kan forløse hans potentiale. Derfor har vi gjort brug af købsoptionen, og nu er det op til ham at yde på træningsbanen og presse på for en plads på holdet.
Pablo Ortiz fik sin fodboldopvækst i den colombianske storklub America de Cali, hvor han var i hele sin ungdomstid og fik seniordebut i 2020. I alt står han noteret for 55 kampe for America de Cali, som han vandt det colombianske mesterskab med i 2020.
– God start i Midtjylland
– Jeg har fået en god start i Midtjylland og brugt meget tid på at tilpasse mig kulturen og europæisk fodbold. Klubben har været meget behjælpelig både på og uden for banen, og det har hjulpet på min integration, lyder det fra Ortiz.
Nu er lejeaftalen vekslet til en fast aftale, og den unge forsvarsspiller glæder sig til de kommende år.
– Jeg har valgt Midtjylland, fordi det er en klub, der tror på og giver muligheden til unge spillere, og det er en klub, som spiller med om titler i Danmark og i europæiske gruppespil. Jeg ved, at jeg skal fortsætte det hårde arbejde og udvikle mig og på den måde overbevise trænerne om, at jeg skal spille. Det er mit mål at vinde en plads på holdet og give klubben tilbage for at tro på mig.
Pablo Ortiz har erfaring fra både Libertadores og Copa Sudamericana – Sydamerikas pendanter til Champions League og Europa League, og han blev udtaget til det colombianske A-landshold i begyndelsen af 2021.
Den nye aftale løber til den 30. juni 2027.
Tre kampe i træk på MCH Arena
I denne uge starter vi sæsonen lige på og hårdt på MCH Arena med tre hjemmekampe på kun otte dage. Her får du overblikket over, hvornår du skal sætte kryds i kampkalenderen.