Førsteholdet

FC Midtjylland henter landsholdsangriber i RC Lens

Den 27-årige angriber, Adam Buksa, skifter til FC Midtjylland på en fireårig aftale. Han har netop deltaget i EM-slutrunden med Polen og kommer fra en sæson med 16 scoringer i 33 kampe i Tyrkiet.

11/07/24
Christian Rothausen
Foto: Nikolaj Kramer

Adam Buksa skal fremover score mål for FC Midtjylland. Den 1,94 meter høje polak skifter fransk fodbold ud med det midtjyske, hvor han med sin fysik, duelstyrke og målfarlighed tilføjer stærke kompetencer til offensiven.

– Vi er selvsagt meget tilfredse med, at Adam har valgt FC Midtjylland som sit næste skridt. Han matcher mange af de parametre, vi scouter efter til én af vores angrebspladser; fysisk styrke, taktisk intelligens samt tilstedeværelse og målfarlighed i feltet.

– Vi øger kvaliteten og konkurrencen på vores angrebspladser, og vi giver trænerteamet flere muligheder for at angribe kampene. I Adam får vi en angriber, der først og fremmest ved, hvor målet står. Særligt hans hovedspil og aktioner i boksen er på et højt internationalt niveau.

– Derudover har vi haft som ambition at tilføre holdet lederegenskaber, og det får vi med Adam. Han er en holdspiller, der har prøvet lidt af hvert, og som ønsker at give til sine omgivelser med sin vindende personlighed, udtaler fodbolddirektør Peter Sand.

I seneste sæson var Adam Buksa udlejet til tyrkiske Antalyaspor, hvor han noterede sig for 16 mål i 33 kampe. Det høje målsnit kendetegner Buksas karriere med 78 scoringer i 219 førsteholdsoptrædener og var også en af flere grunde til, at han allerede var på FCM’s radar sidste sommer.

Den høje angriber har desuden trukket landsholdstrøjen over hovedet 17 gange med syv mål til følge. Senest to gange til EM-slutrunden i Tyskland, hvor Buksa startede inde mod henholdsvis Holland og Østrig og scorede mod førstnævnte.

En målscorer der vil lede holdet

Den nye FCM-angriber ser frem til at tilslutte sig resten af holdet, når Thomas Thomasbergs tropper er tilbage på dansk grund søndag.

– Jeg har haft forskellige muligheder, men den måde, Midtjylland har vist engagement efter at hente mig hertil, har været altafgørende. Klubben er ambitiøs og på et højt niveau, men er stadig villig til at udvikle sig og tage nye skridt, og det tiltaler mig.

– Det samme gælder for mig selv, og jeg håber, at jeg som spiller og Midtjylland som klub kan vokse sammen. Jeg er her for at score mål, og det er mit ultimative mål at hjælpe holdet på den måde.

– Men der er to måder at hjælpe holdet; både på og udenfor banen. Særligt den på banen er altafgørende, men jeg vil også bruge min erfaring til at hjælpe andre spillere med at vokse, så hvis nogle af de unge har brug for hjælp, er jeg der når som helst, fortæller Adam Buksa.

Om forventningerne til den kommende sæson, fortæller han:

– Den her sommer har jeg fået mulighed for at spille EM med mit landshold. Det har jeg opnået nu, men jeg vil have mere europæisk fodbold. Det er noget, jeg ser frem til i den nye sæson, hvor vi skal ud og jagte kvalifikation til Champions League og forsvare danmarksmesterskabet. Der er mine helt store mål, siger den nye FCM’er.

Adam Buksa fik sin seniordebut i polske Lechia, inden turen gik til Zaglebie og derefter Pogon Szczecin i hjemlandet. Under angriberens første udlandsophold var han med til at vinde den bedste amerikanske fodboldrække, MLS, med New England Revolution. De flotte præstationer medvirkede, at den franske sub-topklub, RC Lens, købte polakken, som i seneste sæson udlejede ham til tyrkiske Antalyaspor med stor succes.

Og nu skal næste kapitel altså skrives i Adam Buksas fodboldhistorie, hvor han har underskrevet en aftale frem til sommeren 2028.

Velkommen til FC Midtjylland.