Akademiet

FC Midtjylland henter stort angrebstalent i Benfica

FC Midtjylland har sikret sig det 18-årige stortalent, Franculino Djú, som skifter fra den portugisiske storklub på en permanent aftale til sommer.

02/02/23
Christian Rothausen
Foto: Getty Images

Til sommer får FC Midtjylland en interessant spiller fløjet ind fra SL Benfica, der i øjeblikket topper den bedste portugisiske fodboldrække.

Den 18-årige angriber, Franculino Djú, som står noteret for 16 kampe og 13 mål for den portugisiske storklubs U23-hold, skifter fra den 1. juli 2023 til midtjyderne på en femårig aftale.

Udover kampene for Benfica U23 har Franculino også haft otte optrædener og scoret to mål i UEFA Youth League – ungdommens pendant til Champions League – og en turnering, som portugiserne endte ud med at vinde i sidste sæson. Undervejs blev det blandt andet til en 3-2-sejr over FCM i kvartfinalen.

Nu trækker den talentfulde angriber, som er født i Guinea-Bissau, altså i FC Midtjylland-trøjen fra sommer, og aftalen glæder vice sportschef Ove Pedersen.

– Franculino er et stort talent, vi har haft i kikkerten i et stykke tid. Det er lidt af et scoop, at vi er lykkedes med at hente ham, fordi han har haft tilbud fra store europæiske klubber. Derfor er vi stolte over, at hans valg er faldet på FC Midtjylland, siger Ove Pedersen og fortsætter:

– Han er en ægte goal-getter, som både har et godt spark og er dygtig i luften. Han er fysisk stærk, og så besidder han et fint teknisk niveau. Vi ser frem til, at han bliver en del af klubben til sommer.

Franculino fortsætter i Benfica indtil sommer, hvorefter han altså til slutter sig til FC Midtjylland på en aftale til sommeren 2028.