Der tiltræder nyt blod til den midtjyske trup i form af Armin Gigovic. Den 20-årige svensker, der netop har været afsted med sin nations A-landshold, skal blomstre på den centrale midtbane for resten af sæsonen.
Armin Gigovic kommer til FCM fra russiske FK Rostov, hvor han har haft suspenderet sin kontrakt siden sommeren 2022 på grund af krigen i Ukraine. Det seneste halve år har han været udlejet til en anden 3F Superligaklub, Odense Boldklub, hvor han har leveret fornemme præstationer fra dag ét. Han er desuden anfører på det svenske U21-landshold.
– Vi har set, hvilken stor indflydelse Armin havde for OB i efteråret. Han leverede varen fra dag ét i Superligaen, og vi finder hans præstationer særdeles interessante, siger sportschef Svend Graversen og fortsætter:
– Samtidig er det en spiller, som passer godt ind i vores og Alberts måde at spille fodbold på. Han kan spille flere positioner på midtbanen – både som 6’er og 8’er. Han er dynamisk, god på bolden og har et godt blik for sine medspillere.
– Vores aftale med Armin er mulig på grund af situationen i Rusland. Det er en situation, hverken vi eller han ved, hvordan ender, og for alle parter virker det her som et rigtig godt match. Vi ser tiden an, og så er det op til os og Armin at få det til at være det perfekte samarbejde.
– Var aldrig i tvivl
– Da FCM kom ind i billedet, var jeg aldrig i tvivl, fortæller Armin Gigovic om skiftet og fortsætter:
– FC Midtjylland er en stor klub, der har leveret flotte præstationer i både Danmark og Europa. Jeg har brug for en ny udfordring for at udvikle mig som spiller, og jeg synes, det her er et godt skridt for mig. Jeg ser meget frem til at komme i gang.
Den 20-årige svensker sætter samtidig ord på, hvad Midtjylland-fansene kan forvente af den boldstærke midtbanespiller:
– Jeg arbejder hårdt og kan lide at have bolden ved fødderne, så jeg kan diktere spillet. Samtidig har jeg en god pasningsfod, der kan sætte mine medspillere op.
Nu venter et spændende forår, hvor Armin Gigovic og holdkammeraterne står over for Sporting CP i Europa League-knockout playoffrunden samt vigtige kampe i 3F Superliga.
– Vi går ind i et spændende forår, og jeg ser frem til at spille nogle store opgør Europa League. Min ambition er at komme så langt som muligt i turneringen. Samtidig vil vi jagte alt i Superligaen og gå efter at vinde hver eneste kamp, siger Armin Gigovic.
“Gigo” tiltræder FC Midtjylland fra dags dato og har første træning med resten af truppen på mandag.