Klubben

FC Midtjylland søger en Oplevelseschef

I FC Midtjylland står vi hver dag op for at skabe oplevelser for hele Midt- og Vestjylland. På banen selvfølgelig, men også rundt om banen og i hele regionen. Til at stå i spidsen for denne indsats søger vi nu en Oplevelseschef.

20/09/24
FC Midtjylland
Foto: Daniel Stentz

Den primære opgave bliver at sikre, at de cirka 22 kampe på MCH Arena bliver en fantastisk og helstøbt oplevelse, hvad enten vi vinder eller taber på banen. Med andre ord skal fans, sponsorer, samarbejdsklubber, gæster fra udeholdet og øvrige gæster føle sig underholdt inden for de rammer, som afspejler værdierne og DNA’et i FC Midtjylland. Vi ønsker at skabe traditioner, overraskelser og højdepunkter, så alle går berigede hjem. Hver eneste gang.

Yderligere er der en lang række eksterne events, som afholdes for vores trofaste frivillige, presse, sponsorerer, fans mfl. Disse skal også udtænkes og implementeres med udgangspunkt i et højt ambitionsniveau.

Du vil være godt hjulpet, da der i og omkring klubben findes en lang række kreative mennesker, som brænder for at give dig inspiration. Din opgave bliver derefter at sortere, prioritere og finpudse de bedste idéer med afsæt i, hvad der bedst matcher FC Midtjylland.

Du vil blive en del af en klub med mennesker, der er bundet sammen af stærke værdier: Idérigdom, familie og hårdt arbejde. Værdier, som vi alle forsøger at efterleve, når vi træffer beslutninger, og når vi omgås hinanden og omverdenen.

Som person skal du

  • Arbejde med en høj “overligger” – med wow-effekt som målet – med relevans ift. vores klub og værdier.
  • Kunne samle et kreativt team af frivillige med FCM i blodet, som kan inspirere og brainstorme.
  • Både kunne se de gode idéer og kunne eksekvere på dem.
  • Gå forrest i det event team, du står i spidsen for – både ift. idéer og eksekvering.
  • Samarbejde på tværs af den sportslige og kommercielle afdeling.
  • Arbejde med alle målgrupper: Specielle gæster, sponsorer, fans osv.
  • Se muligheder til forbedringer og nye idéer overalt på stadion.

Vi har rammerne på højeste niveau i lounger og fanzone. De skal fyldes ud med oplevelser, der er på mindst lige så højt niveau.

Du har erfaring med at motivere og lede mennesker omkring dig. Du har bevist, at du kan fange den gode idé og føre den ud i livet. Du kan fremvise projekter, hvor du på en “stor scene” har været en væsentlig del af at skabe magiske oplevelser. Din erfaring kan f.eks. være fra sportens verden, fra andre dele af underholdningsbranchen eller et helt andet relevant område.

FC Midtjylland tilbyder

  • En arbejdsplads, som er i konstant udvikling.
  • Kollegaer, som brænder for klubben og for hinanden i et miljø, hvor der er rig mulighed for at udleve de vildeste idéer.
  • Oplevelser der ikke kan købes for penge.
  • En ansættelsespakke der modsvarer dine kvalifikationer.

Oplevelseschefen vil referere til Marketing & Support Direktør, Preben Rokkjær.

Din ansøgning skal sendes til info@fcm.dk, hvortil der også kan rettes eventuelle spørgsmål. Samtaler afholdes løbende.