Med sejren over Celtic er FC Midtjylland som bekendt videre til 3. runde i Champions League-kvalifikationen.
Her venter der et dobbeltopgør mod hollandske PSV Eindhoven de kommende to tirsdage.
Allerede før 3. runde afvikles, er der lodtrækning til playoff-runden i kvalifikation. De hold, som vinder i playoff-runden, sikrer sig en plads i gruppespillet i Champions League.
Lodtrækningen finder som altid sted i UEFA’s hovedkvarter i Nyon, og den kan streames direkte på UEFA’s hjemmeside i dag kl. 12.00.
Mulige modstandere
Hvis det lykkes FCM at slå PSV ud i 3. runde, venter der endnu et stærkt hold, som skal besejres for at kvalificere sig til Champions League.
Vinderen af FCM og PSV skal møde vinderen af et af følgende opgør:
- Spartak Moskva – Benfica
- Genk – Shakhtar Donetsk
Den mulige playoff-runde i kvalifikationen afvikles den 17./18. august med returopgør den 24./25. august.
Vi opdaterer naturligvis vores platforme med eventuelle spilletidspunkter og information om billetter til den afgørende playoff-kamp.
Europa League-gruppespil sikret
Først gælder det altså 3. runde, hvor FCM møder PSV i morgen tirsdag, og der er returkamp i Herning tirsdag den 10. august kl. 20.00.
Hvis det ikke lykkes at avancere mod PSV Eindhoven, ryger FC Midtjylland i gruppespillet i Europa League. Det samme gør sig gældende, hvis FCM skulle ryge ud i playoff-runden.
Drømmen om endnu en tur i det forjættede land lever dog fortsat, og uanset om gruppespillet bliver Champions League eller Europa League, venter der med garanti store oplevelser på MCH Arena i efteråret.