Førsteholdet

FCM forlænger aftalen med ungt forsvarstalent

18-årige Victor Bak, som stammer fra samarbejdsklubben IF Nordthy, har skrevet under på en ny 5-årig kontrakt.

17/12/21
Jens Risom
Foto: Daniel Stentz

Siden 2004 er der blevet udviklet mange defensive profiler på FC Midtjyllands akademi. Et af de næste forsvarstalenter, som står på spring, er Victor Bak.

Han har netop forlænget kontrakten, så FCM nu har papir på defensivspilleren indtil 2026.

– Victor er en af vores egne, som kommer fra en samarbejdsklub, og han har taget hele vejen gennem vores talentsystem i Herning Elite og på akademiet. Han har udviklet sig rigtigt godt gennem de sidste par år, så vi er meget tilfredse med at forlænge aftalen med ham, siger sportschef Svend Graversen.

– Victor har en målrettethed, som er helt unik, og han er en forsvarsspiller med stort f, der altid går forrest og er med til at gøre sine holdkammerater bedre. Det er stærke kvaliteter, som vi glæder os til at se mere af, fortæller Svend Graversen.

Victor Bak blev i sommer rykket op i førsteholdstruppen, men en skade har besværliggjort hans første måneder på seniorplan.

– Desværre har han været ramt af en skade i de sidste par måneder, så i første omgang skal han ind og byde sig til i træningen, og så har vi stor tro på, at han kan tage skridtet til at skulle kæmpe om spilletid i forsvaret, lyder det fra Svend Graversen.

Den unge forsvarsspiller stammer fra samarbejdsklubben IF Nordthy, som han spillede i, inden han som U13-spiller trak i FCM-trøjen for første gang.

Akademichef Flemming Broe har fulgt defensivspillerens udvikling på nærmeste hold de seneste år, og han er spændt på, hvad potentialet kan drives til.

– Det er altid rigtigt positivt, når en akademispiller, som oven i købet kommer fra en samarbejdsklub, fortsætter på en lang aftale i Midtjylland. Hans defensive potentiale er stort, så det bliver spændende at følge, siger Flemming Broe.

Klar til at arbejde hårdt

Hovedpersonen selv kalder det en god følelse at sætte sin signatur på den nye kontrakt.

– Det er en god følelse at skrive under på en ny kontrakt. Det er jo noget, som jeg har kæmpet for, lige siden jeg begyndte på U13-holdet, og det er fedt at have nået det mål. FC Midtjylland er det bedste sted, man kan være som ung spiller, og nu glæder jeg mig til at kæmpe for nye mål, lyder det fra Victor Bak.

Den 18-årige defensivspecialist kan spille både midterforsvarer og venstre back, og han har sat kurs mod nye mål.

– Mit efterår har været præget af en skade, men heldigvis går det godt nu. Jeg ser frem til at komme i gang i foråret, hvor det første mål bliver at få debut på førsteholdet. Det kræver hårdt arbejde, og så må vi se, hvad det kan blive til, siger Victor Bak.

Forsvarsspilleren er noteret for ti U17-landskampe, ligesom han har optrådt seks gange i Youth League, og han sætter her ord på, hvad han kan bidrage med i defensiven.

– Jeg er stærk i en mod en-dueller, hvor jeg kan bringe min styrke og power i spil. Det vigtigste for mig er bare at arbejde stenhårdt for holdet og gøre alt for at vinde hver eneste kamp, lyder det fra Victor Bak.

Victor Baks nye kontrakt løber frem til den 30. juni 2026.