I de to seneste sæsoner har FC Midtjylland lukket færrest mål ind i 3F Superliga. Nu er der yderligere forstærkning til den midtjyske defensiv i form af 31-årige Henrik Dalsgaard, som netop har været med til at spille Brentford i Premier League.
– Vi er stolte af og privilegerede over, at en spiller, som har været med til at rykke Brentford op i Premier League, vælger FC Midtjylland som sit næste skridt i karrieren. Han har sat et fantastisk aftryk i Brentford, så vi er meget tilfredse med at få ham til klubben, siger sportschef Svend Graversen.
Efter flere end 150 kampe i England og halvanden sæson i Zulte Waregem i den belgiske liga venter et spændende kapitel i det midtjyske.
– Jeg ser et rigtig interessant match med FC Midtjylland, fordi det er en nytænkende og ambitiøs klub, der har etableret sig blandt de bedste hold i Danmark, og de spiller for at vinde Superligaen hver sæson, lyder det fra Dalsgaard, der ikke er færdig med at tilføje meritter til sit fodbold-CV.
– Mine egne og FCM’s ambitioner er ikke til at tage fejl af. Vi skal i europæiske gruppespil, og vi skal vinde mesterskaber. Jeg er en vinder, og jeg kommer hertil for at fortsætte jagten på trofæer.
Vokset som leder
Efter den professionelle karriere begyndte i AaB i 2009, har Henrik Dalsgaard gjort sig bemærket med modne præstationer i udlandet, og det er en robust spiller og en stærk leder, der nu returnerer til Danmark.
– Jeg kommer med en masse erfaring fra mange kampe på et højt niveau, og jeg er stadig sulten og ønsker at opnå mere. I min tid hos Brentford er jeg vokset rigtig meget som leder, og det er noget af det, jeg kommer med. Jeg kommer til at gå forrest på og uden for banen, og jeg kommer til at guide de unge, og forhåbentlig kan jeg være med til at vise, hvad det kræver for at slå igennem, fortæller Dalsgaard.
Svend Graversen anerkender Dalsgaards præstationer på grønsværen og fremhæver samtidig den rutinerede forsvarsprofils karakter, som han glæder sig til at føje til truppen.
– Dalsgaard er erfaren i sit spil og har leveret på højt niveau i lang tid. Derudover er det en spiller med stor karisma og lederegenskaber, så han skal bidrage med både sin høje kvalitet på banen og erfaring, som han kan give videre til de unge spillere på holdet, lyder det fra sportschefen.
Henrik Dalsgaard står noteret for 26 A-landsholdskampe efter sin debut på hans nye hjemmebane MCH Arena i 2016.
Dalsgaard holder sommerferie ligesom resten af førsteholdet og møder ind til forberedelserne til den nye sæson torsdag den 17. juni.
Velkommen til FC Midtjylland, Henrik.