Akademiet

FCM henter talentfuld colombianer til Danmark

Angriberen Juan Moreno kommer til FC Midtjylland, hvor han i første omgang tilslutter sig U19-holdet. Forhåbningen er dog, at frontløberen på sigt skal slå til på højeste niveau.

23/10/20
Jens Risom
Foto: FC Midtjylland

FC Midtjylland er kendt for at udvikle både lokale og internationale talenter på akademiet i Ikast. Næste navn i rækken, som skal udfolde sit talent i den sortrøde trøje, er angriberen Juan Moreno. Han kommer til fra Puerto Pro FC i Colombia.

Hovedpersonen, hvis fulde navn er Juan Felipe Gomez Moreno, er henrykt over at komme til heden.

– Jeg er meget glad for at være her. Jeg er blevet taget godt i mod og alle har behandlet mig super godt, og det føles allerede som et god klub at være en del af, fortæller Juan Moreno med et skinnende smil.

Den unge skarpretter måler hele 188 cm og kan med rette betegnes som en fysisk stærk spiller. Han er selv meget ydmyg om sine egne evner og retter lynhurtigt fokus på resultattavlen.

– Jeg håber, at jeg kan bidrage på banen med mine kvaliteter. Jeg tænker ikke så meget på mig selv, men mere holdet. Selvfølgelig vil jeg udvikle mig så meget som muligt, men fodbold handler om at vinde, og det håber jeg, at jeg kan hjælpe FC Midtjylland med, lyder det fra 18-årige Juan Moreno.

Spændende fysisk pakke

FC Midtjylland har fulgt Juan Moreno i en længere periode og har haft mulighed for at se ham på nærmeste hold ved flere lejligheder.

– Vi er rigtigt tilfredse med at hente Moreno til klubben. Det er en god mulighed, vi har fået gennem vores netværk, og så har vi set ham til turneringer i udlandet. Hans colombianske akademi har også været på besøg i Danmark, fortæller sportschef Svend Graversen.

Sportschefen fremhæver de fysiske egenskaber ved Juan Moreno.

– Moreno er en dygtig angriber og har en fysisk pakke, som bliver utrolig spændende at arbejde med. Han er fuldblodsangriber med næse for mål og begår sig godt i feltet. I fællesskab skal vi udvikle hans tekniske færdigheder til det næste niveau, pointerer Svend Graversen.

Juan Moreno tilslutter sig i første omgang U19-truppen, men potentialet rækker til mere, og det skal forløses gennem god træning.

– Vi glæder os virkeligt til at komme i gang med arbejdet med Moreno. Han starter på akademiet, hvor han skal tage konkurrencen op med stærke angribere. Senere skal han tage skridtet op fra U19-holdet, og vi tror på, at han kan slå til på højeste niveau, siger Svend Graversen.

Den colombianske frontløber kom til Ikast i slutningen af transfervinduet og er nu ved at være klar til at træne med U19-holdet, når de sidste detaljer i forhold til arbejdstilladelsen falder på plads.

Velkommen til FC Midtjylland til Juan Moreno.