Klubben

FCM – Liverpool spilles på MCH Arena

De engelske myndigheder har lempet rejserestriktionerne rettet mod Danmark, hvorfor vores Champions League-opgør mod Liverpool FC afvikles i Herning som planlagt.

27/11/20
Mads Jakobsen
Foto: FC Midtjylland

De engelske myndigheders krav om karantæne ved indrejse fra Danmark, har den seneste tid bragt tvivl om muligheden for at gennemføre den planlagte Champions League-kamp mod Liverpool FC i Herning.

Jf. de gældende kampprotokoller, herunder Return to Play, har vi derfor i samarbejde med UEFA og Liverpool FC afsøgt mulighederne for et alternativt spillested. Her har Westfalenstadion i Dortmund blandt andre været i spil ud fra et geografisk hensyn samt det krav, at spillestedet skal være et aktuelt Champions League-stadion.

De engelske myndigheder lempede i går aftes rejserestriktionerne rettet mod Danmark, således at elitesportsudøvere fritages fra karantæne ved indrejse fra Danmark, og der er dermed ikke længere usikkerhed forbundet med afviklingen, hvorfor vi kan bekræfte, at kampen spilles på MCH Arena som planlagt. Vi forbliver opmærksomme på situationen og er løbende i dialog med de relevante parter.

Opgøret mod Liverpool fløjtes i gang onsdag den 9. december kl. 18.55.

For yderligere information kontakt Mads Hviid Jakobsen på 25 60 00 90.