Klubben

FCM og Feyenoord samarbejder om socialt ansvar

I denne uge sender Feyenoord tre trænere til det midtjyske, mens FC Midtjylland ligeledes sender tre trænere mod Holland ugen efter. Formålet er at give unge spillere en god og anderledes oplevelse, mens det også skal styrke klubbernes respektive CSR-projekter.

03/10/22
Christian Rothausen
Foto: Getty Images

I de to kommende uger møder FCM og Feyenoords førstehold ikke blot hinanden to gange. Kampene giver også anledning til, at klubberne skal opleve og lære af hinandens CSR-projekter.

Forud for torsdagens europæiske hjemmekamp i Herning sender Feyenoord tre unge trænere til Herning, som får mulighed for at træne børn på Guldminen og i Klubsamarbejdet. En uge efter – op til kampen i Rotterdam – sender FCM ligeledes en træner fra Guldminen og to fra Klubsamarbejdet til Holland.

– Feyenoord kontakter os, fordi de kan se, vi har vores FCM Samfund-projekt, hvor vi hjælper unge mennesker, der har det svært. De har et tilsvarende CSR-projekt i Holland, hvor de tager ud i områder af Rotterdam og træner børn, der ikke har de samme privilegier som andre steder, siger Marketing & Support Direktør i FCM, Preben Rokkjær, og fortsætter:

– Hos Feyenoord sender man ungdomstrænere ud, som både er uddannet fodboldtrænere men samtidig har en social baggrund. Det er blevet kæmpestort dernede.

Derudover giver samarbejdet mellem de to klubber anledning til at diskutere og lære af hinandens CSR-projekter, fortæller Preben Rokkjær.

– Vi har aftalt at mødes for at diskutere, hvordan vi kan lære noget af hinanden. Feyenoords repræsentanter er samtidig meget aktive i en større forening af fælles CSR-projekter på tværs af hele Europa. I den sammenhæng har vi samarbejdet tidligere, og den vidensdeling ønsker vi nu at øge.

– Det handler om at give børnene en oplevelse, så de kan se, hvordan det er at blive trænet af trænere fra Holland og omvendt. Men det er selvfølgelig også for, at vi kan give vores tre unge trænere en stor oplevelse ved at komme derned.

De hollandske trænere ankommer til det midtjyske tirsdag morgen og rejser tilbage til Rotterdam fredag. De vil også være til stede på stadion, når FCM og Feyenoord spiller torsdag aften kl. 21.00.

Læs mere om Feyenoords CSR-projekt her