Akademiet

FCM og Sebastian Buch ophæver aftalen

Den 22-årige offensivspiller og FC Midtjylland er blevet enige om at ophæve kontrakten. Buch fortæller, at han forlader klubben med mange gode oplevelser, men at det nu er tid til nye udfordringer.

20/09/21
Jens Risom
Foto: FC Midtjylland

Efter seks år på kontrakt i FC Midtjylland rykker Sebastian Buch videre i karrieren. Således har han fået den kontrakt, som løb to år endnu, ophævet.

Buch begyndte FCM-tilværelsen tilbage i 2015, hvor han startede på akademiet. Her var han en del af et par stærke U17- og U19-mandskaber, og det er da også her, at offensivspilleren har de bedste minder fra tiden i FC Midtjylland.

– Jeg vil gerne sige tusind tak til alle i og omkring klubben, som har været med til at skabe rigtigt mange gode oplevelser gennem årene. Her snakker vi Youth League, et dansk mesterskab i U19 og diverse turneringer i udlandet, og det vil jeg huske som gode minder, siger Sebastian Buch, der tilbage i 17/18-sæsonen blev topscorer i U19 Ligaen, som FCM vandt det år.

Siden da har Buch været på en række udlejeophold i NordicBet Ligaen og senest i Norge, hvor han scorede to mål i otte kampe for IK Start i OBOS Ligaen.

– Det er på tide at søge efter nye udfordringer, og det glæder jeg mig til, fortsætter Sebastian Buch.

FC Midtjylland ønsker Sebastian Buch alt det bedste fremadrettet i karrieren.