Sidste onsdag var endnu en stor dag i FCM Samfunds historie. Der var nemlig officiel åbning af den nye afdeling i Thisted for unge, der er havnet i ledighed, sygdom eller misbrug.
Her får unge mennesker mulighed for at tilegne sig hjælp gennem forløbet “Sammen går vi på banen”, der er skabt af FCM Samfund.
Ligesom i FCM Samfunds andre afdelinger vil man også i Thisted bruge nogle af de principper, der gøres brug af i udviklingen af fodboldtalenter. Det skal være med til at give de unge en række værktøjer – uden krav om interesse for sport, flotte driblinger eller bundsolide tacklinger.
På åbningsdagen fortalte flere personer om deres indtryk af og arbejde med FCM Samfund, heriblandt førsteholdsmålmand, Jonas Lössl, bestyrelsesmedlem i FC Midtjylland og FCM Samfund, Kristian Tvergaard, projektchef i FCM Samfund, Allan Christiansen, samt ansvarlig for den nye afdeling i Thisted, Tommy Jensen, der også selv har været gennem et forløb i FCM Samfund.
FCM Samfund er nu repræsenteret i fire kommuner – udover Thisted er man også at finde i Ikast-Brande, Herning og Holstebro Kommune. 165 unge har indtil nu været gennem projektet, og yderligere 30 er undervejs.
Indsatsen er finansieret af Vestjylland Forsikring, Rationel, Fog & Venø, ALPI, DK Company, FC Midtjylland samt Trygfonden.