Førsteholdet

FCM slår AaB i træningskamp

Scoringer af Paulinho og Kaba sørgede for en 2-1-sejr over AaB i opstartens anden testkamp, hvor der var minutter i benene til 21 spillere.

30/06/22
Jens Risom
Foto: Daniel Stentz

Opstartens anden træningskamp bød på et møde med AaB. Et varmt og solbeskinnet Vildbjerg Stadion lagde græs til testkampen, som blev fløjtet i gang kl. 14.00 torsdag eftermiddag.

Her var der minutter i benene til 21 FCM’ere, hvor blandt andet Chilufya, Evander og Joel Andersson var i aktion for første gang i denne sæson.

Start XI (3-4-3): Elias Olafsson, Henrik Dalsgaard (60′ Ousmane Diomande), Erik Sviatchenko (60′ Juninho), Pablo Ortiz (60′ Victor Bak), Mads Døhr Thychosen (60′ Joel Andersson), Paulinho (60′ Nikolas Dyhr), Charles (60′ Obule Sunday Moses), Raphael Onyedika (46′ Andreas Nibe), Pione Sisto (60′ Evander), Victor Lind (60′ Sory Kaba), Edward Chilufya (46′ Frederik Heiselberg).

Kampens indledning bød ikke på mange chancer, hvor et par ganske ufarlige dødbolde til begge mandskaber var det mest sindsoprivende.

Netop en dødbold resulterede i opgørets første scoringschance, da Mads Døhr Thychosen opsnappede bolden og vendte rundt i feltet. Afslutningen blev dog rettet af og gik over mål. Et par minutter senere var det Erik Sviatchenkos tur til at forsøge sig på en dødbold, men det endte også uden scoring.

Efter en halv times spil brød Paulinho dødvandet, da han udnyttede Victor Linds fornemme forarbejde og gjorde det til 1-0. Resten af halvlegen bød på et spillemæssigt overtag til FCM, men ikke mange scoringsmuligheder.

Anden halvleg blev skudt i gang med en flot dobbeltredning af Elias Olafsson, som spillede 90 minutter i målet for første gang siden sin skade i april. Kort efter røg Victor Lind igennem til en god mulighed, men hans spark røg udenom stolpen.

AaB fik udlignet på et straffespark ti minutter før tid, men Sory Kaba prikkede kort efter bolden ind til 2-1, som også blev opgørets slutresultat. FC Midtjylland dominerede det meste af anden halvleg, så på den front var det fortjent nok, at det blev til en sejr.

FC Midtjylland – AaB 2-1 (1-0)

31′ 1-0 Paulinho
81′ 1-1 Makaric
82′ 2-1 Kaba

Silberbauer: Super god træningskamp

– Det var en super god træningskamp, hvor vi fik prøvet en masse ting af. Noget så godt ud, mens der er andre ting, vi skal arbejde videre med. Vi fik lagt et godt pres efter den første halve time, og derfra styrede vi kampen og kom frem til mange chancer. Nu glæder vi os til træningslejren, hvor vi skal endnu mere i dybden med spillet, fortæller assistenttræner Michael Silberbauer efter kampen.

Truppen og staben tager på søndag afsted på træningslejr i Holland.