Klubben

FCM-spillerne donerer 50.000 kr. til FCM Samfund

For femte år i træk støttede førsteholdstruppen FCM Samfunds julegaveprojekt. De donerede 1.000 kr. for hvert ligamål scoret i efteråret og lagde tilmed et yderligere beløb oveni, så den samlede donation endte på 50.000 kr.

13/01/22
Jens Risom
Foto: Daniel Stentz

31 gange fik FC Midtjylland nettet til at blafre i det overståede 3F Superliga-efterår. De mål sikrede ikke blot førstepladsen i tabellen, men også støtte til et godt formål.

For hver af disse scoringer donerede truppen 1.000 kr. til FCM Samfunds julegaveprojekt, som hjælper familier i en økonomisk trængt situation. Spillerne lagde 19.000 kr. ekstra i donationen, så det samlede beløb blev 50.000 kr.

Før den netop overståede jul kørte FCM-spillerne selv ud til nogle af familierne med julegaverne, ligesom de har gjort de seneste fire år. Som altid har truppen vist stor interesse og vilje til at hjælpe FCM Samfund og gøre en forskel for de mange familier og børn.

FCM Samfund på trøjerne i Europa

FCM Samfunds julegaveprojekt

Hvert år i december måned leverer FCM Samfund julegaver til børn og unge fra familier, som er økonomisk trængte. Spillere, frivillige, bestyrelsesmedlemmer, personale og forretningspartnere leverer gaverne, som indeholder træningstøj, sportstasker, fodboldstøvler fra Nike, håndklæder, en billet til en 3F Superliga-kamp og vigtigst af alt muligheden for et års gratis medlemskab og kontingent til en lokal fodboldklub.

I samarbejde med DGI kan den lokale klub søge om tilskud til kontingentet, så hvert enkelt barn har mulighed for at deltage i den lokale klub, møde venner og være en del af lokalsamfundet og fællesskabet i fodboldklubben.

FCM Samfunds arbejde med uddeling af julegaver har til formål at hjælpe familier i en økonomisk trængt situation omkring jul. Målet er at give så mange børn og unge som muligt adgang til en fodboldklub, hvor man møder stærke sociale relationer og fællesskaber – her møder man nye venner og bidrager til et stærkt lokalt miljø.

Hvis du ligesom Superliga-truppen vil donere – store som små beløb – til FCM Samfunds projekter, er det muligt via MobilePay til nummeret 31871.

– Det betyder meget at give tilbage

Anfører på banen og bestyrelsesmedlem i FCM Samfund, Erik Sviatchenko, fremhæver glæden ved at give tilbage.

– Vi har haft som tradition at donere 1.000 kr. pr. mål, vi scorer, til FCM Samfund i en del år. Det betyder meget for os at give tilbage og her i form af økonomisk støtte. Vi er sikre på, at FCM Samfund og de mange folk, som har brug for en støttende hånd, får gavn af julegaven, fortæller Sviatchenko og uddyber:

– Det kan være en kritisk tid for mange familier, og vi har i lang tid været fast besluttet på at hjælpe. I FC Midtjylland er vi en stor familie, og alle, som er en del af den familie, skal vi passe på. Det betyder meget for os. Derfor er det også fedt at se de mange fans, som støtter FCM Samfund, og det håber vi vil fortsætte.

Marketing- og supportdirektør i FC Midtjylland, Preben Rokkjær, glæder sig også over julegaveuddelingen, som altså støttes gevaldigt af den midtjyske førsteholdstrup.

– Vi er utrolig beærede over, at 3F Superliga-spillerne igen har valgt at donere til FCM Samfund. Spillerne og vores partneres støtte er altafgørende for, at vi kan give julegaver til børnene, siger Preben Rokkjær og fortæller om oplevelsen ved at uddele gaverne:

– Det er en helt fantastisk oplevelse at få lov at opleve nogle af de børn, som modtager gaverne, lyse op. Endnu federe er det at se dem ude i lokalklubberne, hvor mange af dem får muligheden for at deltage i fodbold, det sociale fællesskab og lokalsamfundet.

For femte år i træk deltog førsteholdstruppen i julegaveprojektet. Udover at være med til at dele gaverne ud donerede spillerne altså 50.000 kr.