Med syv point i de første fire kampe havde FCM U17 fortsat alt at spille for før weekendens kampe ved Algarve Cup. Her kan du se. hvordan det spændte af.
Lørdag
FCM U17 – Porto U17 1-2
0-1 Porto
1-1 Mads Nybo Lauritsen
1-2 Porto
Lørdagen blev indledt med et opgør mod Porto – en kamp, som meget vel kunne afgøre hvem af de to hold, der skulle gå videre til finalekampene. FCM’erne havde flere gode muligheder for at tage føringen, men brændte for meget, og så gik portugiserne i front. Den stilling holdt til tre minutter før tid, hvor Mads Nybo headede udligningen i nettet. I kampens overtid fik Porto frispark midt på banen, og en FCM’er kom til at heade bolden tilbage mod eget mål. Det gav desværre en friløber, som Porto udnyttede til at tage sejren.
FCM U17 – Benfica U17 1-0
1-0 Mikel Gogorza
FCM’erne havde blot ti minutter til at komme sig oven på den mavepuster, inden de skulle i aktion igen – denne gang mod FCM U19’s Youth League-bekendte fra Benfica. Her viste danskerne dog stort format ved at vinde fortjent 1-0. Mikel Gogorza blev matchvinder, da han headede bolden ned i nettet via jorden oven på en tredobbelt chance til blandt andre Melin. Det blev Gogorzas sidste aktion ved turneringen, da han og Lasse Overgaard umiddelbart efter måtte lade sig udskifte med sygdom i kroppen.
FCM U17 – Progress Cantera U17 2-0
1-0 Adam Nygaard Andersen
2-0 Sofus Østergaard Johannesen
I puljespillets sidste kamp mødte FCM’erne Progress Cantera, der var et hold af spillere sammenbragt af et hollandsk agentbureau. Hollænderne havde flere gode individualister, men spillede uden den store struktur. FCM’erne levede op til favoritværdigheden på mål af Adam Nygaard og Sofus Østergaard Johannesen fra FCM U15.
Et point fra at nå finalekampene
Status efter de syv puljekampe var fire sejre, en uafgjort og to nederlag. De 13 point rakte til en tredjeplads – et point efter Porto og Benfica, og dermed måtte FCM’erne nøjes med at kæmpe om placeringerne fra nummer 5-8, mens de to portugisiske storhold deltog i finalekampene.
– Jeg synes, vores spil i puljekampene var til flere point, og vi er megaærgerlige over, at vi ikke lige fik det ene point mod Porto, der ville have sendt os i finalen. Når det er sagt, så var det held i uheld, for placeringskampene fra nummer 5-8 blev spillet så tidligt søndag, at vi kunne nå at have vores landsholdsspillere med, før de skulle rejse hjem til landsholdssamling (Bøndergaard, Fraulo og Nybo, red.). Det var vigtigt, for vi var blevet ramt af sygdom og manglede tre mand, så det havde været svært at stille hold uden dem, forklarede Claus Therkildsen, der også selv var blevet ramt af omgangssygen.
Søndag
FCM U17 – Braga U17 1-0
1-0 Christian Jørgensen
Braga stillede med et hold af bomstærke og hærdebrede spillere, hvilket dog ikke forhindrede FCM’erne i at tage en 1-0-sejr på mål af Jørgensen.
FCM U17 – Deportivo La Coruna U17 3-2
0-1 Deportivo
1-1 Christian Jørgensen
2-1 Malte Melin
3-1 Malte Melin
3-2 Deportivo
FCM’erne sluttede turneringen af med et brag af en kamp om 5. pladsen mod Deportivo La Coruna. Spanierne kom foran på en omstilling, og det så svært ud for FCM’erne. I hvert fald indtil de vendte det hele på hovedet med to mål lige efter hinanden. Først trillede Malte Melin et frispark sidelæns til en mere fri Christian Jørgensen, der bragede bolden i nettet, og kort efter skar Melin ind i banen, inden han fra en spids vinkel lagde bolden forbi målmanden.
Samme Melin fuldendte en stor kamp, da han blev spillet fri i dybden af Dereje Nigussie og alene med målmanden bragte FCM på 3-1. Lidt efter fik La Coruna imidlertid reduceret efter et hjørnespark, og det gav fem nervepirrende minutter at slutte af på.
Portugisisk finale
FCM’erne stod dog distancen og sluttede således turneringen af med seks sejre, en uafgjort og to nederlag – absolut godkendt.
– Vi er blevet internationalt matchede, og det kunne spillerne godt være i, hvilket var fedt at se. Jeg synes, vi har fået en masse ud af turen, for intensiteten har været høj, og man har kunnet mærke, at alle holdene hernede er gået op i det med liv og sjæl. Det, at det er en cupturnering, har også givet en ekstra tænding og intensitet, fortalte Claus Therkildsen på vej mod lufthaven og hjemlige himmelstrøg.
Turneringens finalekamp blev et rent portugisisk anliggende, og her vandt Sporting Lissabon over Benfica efter 0-0 og straffesparkskonkurrence. Sporting lukkede blot ét mål ind i deres ni kampe ved turneringen.
Slutstilling ved Algarve Cup 2022
- Sporting Lissabon (POR)
- Benfica (POR)
- Porto (POR)
- F.C. København
- FC Midtjylland
- Deportivo La Coruna (SPA)
- Braga (POR)
- SønderjyskE
- Aberdeen (SKO)
- Farense (POR)
- International Sports Revolution (HOL)
- Portimonense (POR)
- Club Brugge (BEL)
- Grasshoppers (SCH)
- AGF
- Progress Cantera (HOL)