Tirsdag eftermiddag dannede EDC Arena i Ikast rammen om den første Youth League-kamp på dansk jord i mere end to år, da Rosenborg gæstede FC Midtjylland i returopgøret i første runde af den prestigefyldte ungdomsturnering.
FCM har stolte traditioner i Youth League, og efter corona-aflysningen af turneringen sidste år havde man set frem til årets udgave med stor begejstring. Det begyndte da også godt i knockoutformatet, da Kenneth Andersens mandskab vandt 4-2 i det første opgør mod Rosenborg i Norge.
Dermed skulle arbejdet gøres færdigt i dag i Ikast, hvor akademiets hovedsponsor IT Relation havde sørget for gratis entré for alle. Selv hvis de fremmødte tilskuere havde betalt for billetten, havde der været fuld valuta for pengene.
Det blev nemlig en målfest uden lige i støvregnen, som de mere end 500 tilskuere sad i ly for på tribunen. Og det blev en målfest med FCM som hovedaktør.
Efter 90 minutter var stillingen på måltavlen hele 10-1 til FC Midtjylland, og det var ikke et mål for lidt.
I første halvleg startede FCM klart bedst og kom også foran 1-0 efter ti minutter, og hjemmeholdet fortsatte trykket. Problemet var bare, at bolden ikke kom i mål.
Først i det 25. minut blev føringen udbygget, og så fik Rosenborg faktisk skabt lidt spænding i opgøret ved at reducere ti minutter senere.
Kort før pausen fik den veloplagte Aral Simsir kuglen i nettet, da han gjorde det til 3-1.
Med føringen fra det første opgør in mente syntes udfaldet afgjort, men FCM-mandskabet var først lige begyndt.
De unge midtjyder fortsatte bombardementet af nordmændene, som gang på gang blev spillet tynde og sat af FCM-spillerne. Hele syv gange nettede FC Midtjylland i løbet af 2. halvleg, og derfor endte det med en drabelig 10-1-sejr.
Det var ikke et mål for lidt. FCM skabte konstant chancer og kunne med mere skarphed have lavet endnu flere mål, men 10 scoringer må siges at være udmærket. Både Oscar Fraulo og Aral Simsir noterede sig for et hattrick i kampen.
En anden positiv historie fra kampen var, at defensivspilleren Victor Bak gjorde comeback efter en længere skadespause, hvor han blev skiftet ind til sine første minutter i denne sæson.
Dermed slår FC Midtjylland Rosenborg ud med samlet 14-3 og er nu videre til 2. runde, som spilles i november måned. FCM skal møde vinderen af Svijezda 09 fra Bosnien-Hercegovina mod Trabzonspor fra Tyrkiet.
FC Midtjylland U19 – Rosenborg BK U19 10-1 (3-1)
10′ 1-0 Andreas Nibe
25′ 2-0 Oscar Fraulo
34′ 2-1 Rosenborg
45′ 3-1 Aral Simsir
47′ 4-1 Oscar Fraulo
50′ 5-1 Mads Hansen
53′ 6-1 Oscar Fraulo
71′ 7-1 Aral Simsir
75′ 8-1 Donovan Bagou
80′ 9-1 Aral Simsir
90′ 10-1 Donovan Bagou
Start XI: Christian Rust, Jakob Leerhøj, Pontus Texel, Mikkel Fischer, Gustav Fraulo, Andreas Nibe, Oscar Fraulo, Oliver Sørensen, Mads Hansen, Gustav Christensen, Aral Simsir.