Akademiet

Femte sejr i træk for U19

FCM U19 sikrede lørdag eftermiddag den femte sejr i træk ved at besejre Lyngby med 5-2.

15/10/22
Kasper Petersen
Foto: Daniel Stentz

Det var midtjyderne, der kom bedst ud af starthullerne. Noget der er ved at være en god vane for det ældste akademihold. Faktisk har FCM U19 scoret hele ni mål i kampens første kvarter i indeværende sæson, og den statistisk blev yderligere udbygget af Gustav Fraulo i lørdagens opgør.

Med et glimrende tidligt indlæg af Daniel Freyr Kristjansson kom Gustav Fraulo alene igennem med keeperen. Den 17-årige midtbanespiller var sikker i sin sag og sparkede hjemmeholdet foran med 1-0.

U19 møder De Kongeblå

Føringen blev hurtigt fordoblet. Andreas Nibe forsøgte at spille Julius Voldby igennem, men en Lyngby-fod afrettede bolden videre til Jonathan Lind, der derefter sendte bolden indover med et fladt indlæg. Efter klumpspil endte bolden hos Valdemar Byskov, som uden problemer ekspederede bolden det sidste stykke over mållinjen.

I det 33. minut reducerede gæsterne. Nicholas Beetson mistimede sit udløb, og Lyngbys hurtige frontangriber Jeffrey Adjei-Broni fik prikket bolden forbi den fremadstormende keeper. Adjei-Broni sendte bolden videre til Michael Opoku, som med en stærk afslutning sparkede læderkuglen ind til 2-1.

FC Midtjylland fik dog hurtigt genetableret tomåls-føringen. Tre minutter senere blev Gustav Christensens afslutning clearet på linjen, inden Julius Voldby tacklede bolden det sidste stykke over stregen. 3-1 til FCM.

Bare to minutter inde i anden halvleg bragte gæsterne spændingen tilbage i opgøret. En duel blev tabt på banens midte, og Lyngby-offensiven var derefter hurtigt i det midtjyske felt. Beetson greb ikke indlægget og dermed blev Opokus anden scoring en nem en af slagsen, da han headede Lyngby tilbage i kampen.

Det midtjyske mandskab fik dog hurtigt svaret tilbage. Blot 45 sekunder efter, bolden var givet op, afdriblede formstærke Valdemar Byskov hele Lyngby-forsvaret, inden han køligt sendte bolden ned i venstre målhjørne omringet af fem modstandere til stillingen 4-2.

I det 72. minut afgjorde Gustav Christensen affæren. Et hjørnespark blev headet tilbage af indskiftede Jamiu Olaide Musbaudeen til Pontus Texel, som på akrobatisk vis sendte kuglen på stolpen. Gustav Christensen var hurtig klar på returen, og U19 Ligaens topscorer kunne dermed ubesværet afgøre kampen.

Sådan blev FCM U19’s sejrsstime yderligere udbygget, hvilket ligeledes betyder at det ældste akademihold har gjort rent bord i sæsonens første fem hjemmekampe. Endnu en tilfredsstillende præstation mente cheftræner Kenneth Andersen.

– Jeg synes 1. halvleg er rigtig fin, og den er vi super godt tilfreds med. Vi får svaret flot tilbage på deres reducering og sætter nogle fine ting sammen i de første 45 minutter. I anden halvlegs begyndelse blev vi lidt udfordret, da Lyngby gik over til at spille med lange bolde, og det tolker jeg som cadeau til vores presspil.

– Vi fik ikke lige løst det helt godt nok i starten, og vi formåede ikke at holde ordentligt fast i bolden. Selvom de får reduceret igen, svarer vi rigtigt hurtigt tilbage. Så alt i alt stor ros til drengene, fortæller Kenneth Andersen.

Næste opgave for U19 Ligaens førerhold er en udekamp mod Silkeborg IF d. 22 oktober med kampstart kl. 13.00.

Se stillingen, kampfakta og øvrige resultater fra U19 Ligaen.

FC Midtjylland U19 – Lyngby Boldklub U19

15′ 1-0 Gustav Fraulo

23′ 2-0 Valdemar Byskov Andreasen

33′ 2-1 Michael Opoku

37′ 3-1 Julius Voldby Rosenberg Hansen

47′ 3-2 Michael Opouku

48′ 4-2 Valdemar Byskov Andreasen

72′ 5-2 Gustav Ørsøe Christensen

FCM U19 (4-3-3): Nicholas Beetson – Pontus Texel, Mikkel Fischer, Mads Nybo, Daniel Freyr Kristjansson – Andreas Nibe, Gustav Fraulo, Valdemar Byskov Andreasen – Gustav Ørsøe Christensen, Julius Voldby Rosenberg Hansen, Jonathan Filho Lind Rasmussen – Jamiu Olaide Musbaudeen (45′), Heini Fossdalsá Sørensen (62′), Malte Haulund Melin (62′), Mikel Gogorza (62′), Rasmus Kristiansen (80′).