Kvindefodbold

Finsk midtbanespiller på plads i FC Midtjylland Kvindefodbold

Den 23-årige centrale midtbanespiller, Annika Huhta, skifter til FC Midtjylland Kvindefodbold.

02/02/25
Filip Knudsen
Foto: Daniel Stentz / Getty Images

Annika Huhta, der huserer på den centrale midtbane, har underskrevet en kontrakt med FC Midtjylland Kvindefodbold efter at have tilbragt de seneste år hos amerikanske UCF Knights.

Indtil 2021 tørnede midtbanedynamoen ud for HJK Helsinki, mens det nu bliver FC Midtjylland-trøjen, hun trækker over hovedet.

– Vi er rigtig glade for at have tilknyttet Annika Huhta, som huserer på den centrale midtbane, fortæller sportschef Anders Madsen, mens han uddyber hvilke kompetencer, han håber at se den nyerhvervede midtbanespiller tilføre holdet.

– Annika er en teknisk dygtig spiller, der har sin klare kompetence i at linke spillet frem ad banen, hvor hun naturligt vælger de bedste løsninger for holdet i det offensive spil, lyder det.

Midtbanespilleren er også selv glad for sit skifte, der er et skridt op i karrieren.

– Jeg er rigtig glad for at komme til en klub på FC Midtjyllands størrelse, som har ambitiøse fremtidsplaner, fortæller hun.

Annika Huhta kommer med stor erfaring trods sine blot 23 år på bagen, hvor hun har spillet i den amerikanske liga og desuden også erfaring fra de finske U-landshold mellem U16 og U23. Denne erfaring er også noget, der kan blive betydningsfuldt for FCM-kvinderne.

– Annika kommer med god erfaring fra den bedste finske liga, u-landskampe fra U16 til U23 og USA, og vi får en spiller, der både i kampe og til træning kan tilføre vores unge trup nogle kompetencer, som kan optimere både vores spil og træningsmiljøet, fortæller Anders Madsen.

Ifølge sportschefen passer finnen godt ind i den trup, der allerede er i FC Midtjylland Kvindefodbold, hvor hun kan tilføje yderligere via hendes gode fysik.

– Annika har en god fysisk pakke, hvor hun bevæger sig hurtigt og naturligt, og hun har gode forudsætninger for at tilpasse sig vores dynamiske og aggressive spillestil, mener han.

Den 23-årige finne tror også, at hun kan bidrage med gode elementer til spillet på midtbanen.

– Jeg tror på, at jeg kan bringe noget ind på midtbanen med min gode teknik, hvor jeg også kan bidrage med gode afleveringer til vores angribere, som forhåbentlig kan hjælpe til, at vi scorer mange flotte mål i løbet af sæsonen, tilføjer Annika Huhta.

Velkommen til FC Midtjylland, Annika.