Klubben

Flemming Broe forfremmes til Director of Recruitment & Development

FC Midtjylland opruster den sportslige organisation, hvor akademichef Flemming Broe fra den kommende sæson bliver forfremmet til en stilling som Director of Recruitment & Development.

03/06/24
Christian Rothausen
Foto: Augustine Akena

I snart 25 år har Flemming Broe været med til at udklække talenter i FC Midtjylland. Det bliver han ved med, men fra den kommende sæson sker det i en ny stilling som Director of Recruitment & Development.

– FC Midtjylland vokser fortsat, og vores talentarbejde strækker sig i dag til både akademiet i Ikast og vores internationale netværk. Det stiller endnu større krav til os som en organisation, der får flere og flere ansatte tilknyttet, udtaler administrerende direktør Claus Steinlein.

– Flemming er en klubmand, som forstår sig på FC Midtjyllands værdier. Han har gennem de seneste årtier opbygget en unik forståelse for talentarbejde i Danmark såvel som internationalt, og han får nu ansvaret for vores medarbejderudvikling og dertilhørende rekruttering.

Claus Steinlein bliver suppleret af fodbolddirektør, Peter Sand:

– Blandt Flemmings vigtigste opgaver bliver at udvikle de talenter, vi har i den sportslige organisation, og supplere med de største talenter ude fra. Det gælder både trænere og ledere. Vi har en stærk kultur og historie på området, hvorfor vi ønsker at rekruttere internt, men Flemmings fokusområde bliver også at være opmærksom på de talenter, som befinder sig uden for klubben.

– Lige såvel som rekrutterings-delen gælder det også, at vi skal blive endnu skarpere i vores onboarding af nyt personale. Vi skal være med til at bygge folk op, sammen levere resultater og fastholde dem, udtaler fodbolddirektør Peter Sand.

Skal blive endnu skarpere

Flemming Broe, som i weekenden kunne fejre FC Midtjyllands 11. DM-guld i U19-rækken, glæder sig over sin nye rolle, og han ser frem til de udfordringer, der følger med.

– Jeg ser det her som en enormt vigtig rolle. Vi skal som klub blive endnu skarpere på at ansætte de rigtige topledere og nøglemedarbejdere, men også udvikle dem og fastholde dem. Det, der har bagt Midtjylland til der, hvor vi er i dag, er kontinuitet, og vi skal yde en endnu større indsats i at rekruttere, udvikle, men også fastholde vores nøglemedarbejdere.

– Når man har været 25 år i talentudvikling og 12 år i samme position, er det også på tide med noget ny energi, både for akademiet men også mig personligt, selvom det har været en fantastisk tid med nogle virkelig dygtige kollegaer.

– Jeg synes, akademiet står et godt sted – ikke bare målt i mesterskaber, siger Flemming Broe og nævner, at seks tidligere akademispillere var en del af førsteholdets guldtriumf forrige søndag.

Flemming Broe kommer i sin nye rolle til at referere til FC Midtjyllands direktion. Overgangen til jobbet som Director of Recruitment & Development vil ske løbende i 2024/25, hvor han fortsat vil besidde rollen som akademichef, indtil en afløser er fundet, ligesom han vil være behjælpelig i den efterfølgende overgangsfase.

FC Midtjylland søger en ny akademichef

Om Flemming Broe

Flemming Broe var selv med til at skabe akademiet i FC Midtjylland. Sammen med nuværende administrerende direktør, Claus Steinlein, var han i 2003 på inspirationstur til det succesfulde fodboldakademi i Nantes Atlantique i Frankrig. Året efter slog FCM dørene op for Danmarks første fodboldakademi.

Dengang besad Flemming Broe en rolle som talentchef med fokus på scouting.

I 2012, da Claus Steinlein blev udnævnt som sportsdirektør i FC Midtjylland, overtog Flemming Broe værget som akademichef. En post han altså har besiddet indtil nu.

Under Flemming Broes tid som akademichef har FC Midtjylland vundet syv U19-mesterskaber, et U17-mesterskab samt en lang række top tre-placeringer, ligesom man har nået kvartfinalen i UEFA Youth League to gange.

U19 er Danske Mestre for 11. gang