Førsteholdet

Før Mesterskabsspillet: – Vi skal ud at angribe

Assistenttræner Henrik Jensen ser frem mod de kommende to måneders afgørelse på sæsonen og mandagens kamp mod Silkeborg. Der skal sættes en stime sammen, hvor opbakningen fra fansene bliver afgørende.

03/04/22
Jens Risom
Foto: Daniel Stentz

21/22-sæsonen står foran sin afgørelse, når FC Midtjylland mandag sparker Mesterskabsspillet i gang og senere på måneden spiller pokalsemifinale.

Der sker ovenpå en to uger lang landskampstermin, som holdet er kommet godt ud af, fortæller assistenttræner Henrik Jensen.

– Vi har brugt landskampsterminen til at arbejde med vores spillestil og fintune elementer i både offensiven og defensiven. Der har været masser af gode træningspas med høj intensitet, så vi står i en skarpere udgave. Det skal vi ud at vise i kamp, siger Henrik Jensen og tilføjer:

– Vi har også haft tid til at lave lidt teambuilding, være sammen udenfor banen og holde fri i weekenden. Det gjorde vi i den første uge, mens vi i denne uge har haft fuld fokus på træningsbanen og virkelig trænet igennem.

FCM-lejren ser frem til, at der igen er point på spil og til at gå ind i den afgørende fase af sæsonen. Det hele starter mandag aften hjemme mod Silkeborg IF.

– Vi glæder os sindssygt meget til at komme i gang igen. Mesterskabsspillet er et særligt format, og det er nu, at tingene spidser til. Vi har store ambitioner at indfri i to turneringer, så det bliver en fed periode, som vi skal ud at angribe, lyder det fra FCM-assistenten.

Fansenes opbakning er helt afgørende

Med ti spillerunder tilbage i 3F Superliga lægger Henrik Jensen ikke skjul på, at det er nu, at holdet skal finde topniveauet frem.

– Der er ingen tvivl om, at det er nu, vi skal ramme vores maksimale niveau. Vi vil gerne sætte en god stime sammen i den kommende periode. Det kræver, at vi laver gode præstationer hver eneste gang, men vi tager det en kamp ad gangen og holder fokus på at forbedre os fra runde til runde, lyder opskriften på succes.

Hidtil har sæsonen på fanfronten budt på god stemning på MCH Arena, storslåede tifoer og udebanerekorder på stribe. Det er med til at bringe den sidste energi til holdet.

– Det er helt afgørende, at den gode opbakning, vi har haft fra fansene gennem sæsonen både ude og hjemme, fortsætter. Vi er sammen om vores drømme og ambitioner, hvor vores fans har en vigtig rolle. De giver spillerne den ekstra energi, som vi har brug for i jagten på trofæer, understreger Henrik Jensen og fortsætter:

– Vi håber at se masser af fans på MCH Arena mandag aften, hvor vi selvfølgelig spiller for at give dem en god oplevelse. Det er en god mulighed for at skyde Mesterskabsspillet godt i gang.

Blik på de udlejede FCM’ere: August Priske stortrives i Holland

Skærpet fokus på omstillinger

For anden kamp i træk er Silkeborg FC Midtjyllands modstander. For to uger siden blev det til en 1-0-sejr på Henrik Dalsgaards overtidsscoring.

– Vi har nogle friske erfaringer i forhold til, hvad vi lykkedes med og skal forbedre fra den seneste kamp, men det har Silkeborg jo også. Ellers er forberedelsen ikke anderledes, end den plejer at være for os. Den næste kamp er altid den vigtigste, forklarer Henrik Jensen.

Hvad er nøglen til at slå Silkeborg?

– Der kommer masser af omstillinger i kampen, og det skal vi være dygtige til at håndtere. Vi skal lukke ned for Silkeborgs omstillinger, mens vi selv skal være skarpe til at lukrere på de muligheder, vi får ved at slå en omstilling. Det har været et skærpet fokus i træningen, fortæller den 37-årige assistenttræner og afslutter:

– Vi glæder os til at spille og forhåbentligt snuppe en sejr, der kan give os en god start på Mesterskabsspillet. Det kræver en stærk præstation, og det har vi stor tiltro til, at vi kan levere.

FC Midtjylland og Silkeborg tørner sammen mandag aften kl. 19.00 på MCH Arena.

Se program og køb billet