FCM slog fredag aften OB med hele 5-1 på Nature Energy Park. Seks tidligere akademispillere gjorde sig gældende i “Ulvenes” startopstilling, og en af dem var Oliver Sørensen.
For den centrale midtbanespiller var det også den første kamp fra start i 3F Superliga efter en lang række indhop i løbet af de seneste år.
– Det var en dejlig følelse endelig at starte inde, og jeg har glædet mig til det længe. Da jeg fik det at vide i går, fik jeg kriller i maven, og jeg er virkelig glad for det, siger Oliver Sørensen, der er født og opvokset på Fyn, hvor den første startplads i FCM-trøjen altså også indtraf.
– Selvfølgelig er det lidt specielt, at det lige er sådan her, det blev. Jeg har spillet i OKS, og det er en rival til OB. Hele min familie var her, og alt det kombineret gjorde kampen til en meget mindeværdig aften.
Håber på mere
Oliver Sørensen spillede kampens første 65 minutter, og da han forlod banen, var FCM foran 4-1.
– Vi havde lidt problemer med presspillet i 1. halvleg, som vi får løst i 2. halvleg. Efter pausen har vi bare kvalitet. Vi er sindssygt effektive og sparker det hele ind, så det rent faktisk ender med at blive en storsejr. Det viser noget om, hvilken kvalitet vi har i vores trup, siger Oliver Sørensen.
Den talentfulde midtbanespiller spillede over en halv time i tirsdagens europæiske dyst mod AEK Larnaca. Dette kombineret med fredagens startplads får Oliver Sørensen til at drømme om endnu mere.
– Jeg prøver bare at være i nuet og suge det hele til mig. Jeg gør det bedste, jeg kan, og det er super dejligt at blive belønnet med en startplads. Det her gør også, at jeg drømmer om endnu mere.
Til slut sender Oliver Sørensen de 500 fremmødte FCM-fans en ros med på vejen, da de fredag aften medvirkede til en god lydkulisse på Nature Energy Park.
– Fansene leverer en rigtig god præstation. Det kan de godt være stolte af, og det er helt sikkert noget, der kan mærkes på banen. De gør det fedt at spille for FCM, og det skal de have tak for.
Skaf billet mod Benfica
Den 9. august tager FCM imod portugisiske SL Benfica på Cepheus Park i Randers. Selvom kampen ikke bliver spillet på det sædvanlige MCH Arena, har drengene brug for al den støtte, de kan få, i jagten på videre avancement i Champions League-kvalifikationen.
Fredag blev billetterne sat til salg, og du kan allerede nu skaffe dig adgang til det vigtige europæiske opgør.